Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Den tredje tolerance

Af Michael Agerbo Mørch, Næstformand i Foreningen Åndsfrihed

Vi er mange – også i kirken – der forsøger at forstå tidens debatkultur, særligt når det kommer til identitetspolitikkens glohede emner. Det er vanskeligt at finde rund i, hvad der gælder som gyldige argumenter i en tid, hvor mit eget indre ses som et væsentligt parameter for offentlig polemik. Vi bakser også med det i kirken. Når vi diskuterer vielsesritualer, dåbssyn eller køn i forbindelse med embeder, taler vi ofte forbi hinanden, fordi vi ikke er enige om, hvad vi vil tolerere, og hvad det overhovedet betyder.

Vi så det for nyligt i debatten om åndsfrihed for personer, der ikke siger ja til kvindelige præster. Skal synet tolereres i kirken? Og hvad er præmissen for at svare ja eller nej til det spørgsmål?

 

To typer af tolerance

I det følgende vil jeg argumentere for en ny måde at forstå identitetspolitikken på, som relaterer den til spørgsmålet om tolerance. Med den manøvre får vi endnu bedre kort på hånden til at forstå aspekter af vores nutidige kirkelige debatter.

Tolerance er en filosofisk evergreen, men også et besværligt begreb. Det er nemlig dynamisk og har haft forskellige betydninger de sidste par hundrede år, men i hovedsagen kan man identificere to forståelser af tolerance, en klassisk og en moderne.

Den klassiske forståelse af tolerance blev formuleret i oplysningstiden af tænkere som Voltaire og John Locke. De forsøgte at formulere, hvordan vi kan leve i fredelig sameksistens, når vi mener meget forskellige ting om politik, religion, moral og så videre. Det var nødvendigt efter et par århundreder med stort ideologisk opbrud i Europa – en konsekvens af reformationen og de efterfølgende religionskrige.

For Voltaire og Locke er tolerance at tåle, at andre menneskers meninger høres på trods af ens modstand mod disse. Og det betyder tilmed at lade folk mødes omkring disse synspunkter, selvom de derved potentielt fremmer en sag, man gerne så visne.

Det er vigtigt at huske, at denne klassiske tolerance ikke er en ligegyldighed overfor sandheden. Det er en accept af, at siden mennesket er et fejlbarlig væsen, kan vi alle have brug for at blive korrigeret. Historien viser jo, at sandhedsindsigter kan komme fra overraskende steder og mindretal kan vise sig at have fat i den lange ende.

I den moderne variant af tolerance, som har rod i 60’ernes ungdomsoprør, har tolerancen udviklet sig til at være en kritik af alle markante holdninger. Denne tolerance radikaliserer den klassiske tolerances accept af menneskets erkendelsesmæssige fejlbarlighed ved at hævde sandhedens uopnåelighed. Alt er blevet et spørgsmål om perspektiv. På den måde bliver den moderne tolerance det synspunkt, at intet holdes for sandt, men at alt relativeres. De eneste, som ikke rummes af tolerancens grænseløse inklusion, er dem med stærke overbevisninger.

Men er det ikke bare sund fornuft, at vi sætter grænser? Allerede Karl Popper forsvarede i Det åbne samfund og dets fjender ”tolerancens intolerance”, hvor han hævdede, at vi kun kan forsvare os selv som tolerante ved at ekskludere de intolerante. Problemet synes dog at være, at det forudsætter en konsensus, det moderne Danmark ikke kan levere, og derfor bliver det reelt vilkårligt, hvem der ekskluderes fra debatten.

 

Den tredje tolerance

Beskrivelsen af denne bevægelse fra klassisk til moderne tolerance er gjort af mange iagttagere. Men hvad de seneste års identitetspolitiske diskussioner har givet os, er endnu en justering af tolerancebegrebet. At se identitetspolitikken som den nyeste variant af tolerance har potentiale til at forklare, hvorfor vi ser så mange sager med krav om forbud, deplatforming, censur og lignende.

Identitetspolitikkens toleranceforståelse, som jeg her kalder ”den tredje tolerance”, er problematisk, fordi den låner aspekter fra både klassisk og moderne tolerance, men i en cocktail, der er helt skævvredet.

Den står ikke for en fuldtonet opløsning af sandhedsbegrebet som den moderne tolerance, for den accepterer moralske absolutter. Derved ligner den tredje tolerance den klassiske, men forskellen er, at den tredje tolerance er ekstremt ensidig, fordi den er gennemført subjektivistisk – og her ligner den så alligevel den moderne tolerance i sin konsekvente relativisme.

Den tredje tolerance siger, at der skal være tolerance for, hvad jeg finder godt, mens der skal være nultolerance overfor det, jeg finder anstødeligt. Den subjektivistiske tolerance bliver imperialistisk.

Denne nye, moralske absolutisme er konsekvent i sit subjektivistiske udgangspunkt, for den tror ikke på værdien af debat. Der er intet vundet for den tredje tolerance i at tage en meningsudveksling om synspunkter, for sagen er absolut. Om det så er sager om børnebøgers utålelige indhold, udklædningsfester, navne på is eller kønspronominer, er diskussionen ofte frugtesløs på grund af det subjektivistiske udgangspunkt.

Problemet er, at den tredje tolerance, præcist som den moderne, er usammenhængende. Hvor den moderne tolerances inkonsistens består i, at man tolererer alle andre end dem med absolutte synspunkter, har den tredje tolerance det åbenlyse problem, at den gør subjektivismen absolut. Logisk kan man ikke antage et distinkt perspektiv og sige, at man ser helheden, men den tredje tolerance lader sig ikke begrænse af et simpelt krav om konsistens.

 

Vejen frem

Den tyske sociolog Andreas Reckwitz har forklaret, at det moderne samfund er en konstant forhandling af forskellige praksisformer. Det betyder helt simpelt, at alting får sin distinkte karakter, fordi vi gør dem: Skolevæsen, familieformer, forskning, regeringsfølelse, kirke, markedsøkonomi og alt muligt andet. Hvis han har ret, er de tre toleranceanskuelser nu en del af forhandlingen om, hvordan vores offentlige debatpraksis skal være. Reckwitz hævder, at praksisformer altid pendulerer mellem etablerede strukturer og kritik af denne status quo. Man kan derfor se den tredje tolerance som en nødvendig kritik af det hængedynd, den moderne tolerance klumpede sig fast i, men samtidig også spørge, om det resultat, den praksisform, identitetspolitikkens tolerance skaber, er den gode vej fremad?

Måske skulle vi snarere forsøge at finde vejen hjem? Løsningen på knuden i spændingsfeltet mellem moralens absolutte karakter og synspunkters uundgåelige perspektivisme er ikke at vende tilbage til den moderne tolerance, som siger, at alle synspunkter er lige gode og sande. Det er i stedet at vende tilbage til klassisk tolerance, vel det vi på dansk kalder åndsfrihed. Den tolerance, der insisterer på, at alle har lov at holde noget for sandt, kæmpe for det og forsvare det. Med andre ord: Åben meningsudveksling, vid ytringsfrihed, gode vilkår for mindretal – det er vejen frem.

Oprindeligt bragt på kirke.dk

Share this post