Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Foreningen Åndsfrihed

Beretning, generalforsamling 2022

Af Ingrid Ank, formand

Vi er i en ny tid. Og det betyder noget for diskussionen af åndsfrihed. ’Bagtæppet’ for de seneste godt 20 års diskussion af åndsfrihed har i særdeleshed været 11. september 2001. Terrorangrebet satte en ny politisk dagsorden, som i mange sammenhænge har betydet, at spørgsmålet om ’tryghed’ fik lettere ved at trumfe spørgsmålet om frihed. Både i forhold til diskussioner af religionsfrihed, af ytringsfrihed, af overvågning eller af stramninger på friskoleområdet har spørgsmålet om radikalisering og islamisme spillet ind og har påvirket lovgivningen. Samtidig har det, man måske med en bred pensel kan kalde ’identitetspolitik’ legitimeret, at hensynet til bestemte grupper har kunnet medvirke til at argumentere for frihedsindskrænkninger.

Alt dette er ikke fuldstændig forandret. Alligevel er der noget, der har vist sig på en ny måde efter 24. februar 2022. Det er blevet tydeligere – vil jeg hævde – hvorfor friheden er vigtig. Det står mere klart, hvorfor det fx ikke bare er enkelt og selvfølgeligt at gøre det forbudt at benægte Holocaust, sådan som man har gjort i flere vestlige lande. For vi skal ikke have statsdefinerede udlægninger af historien – ikke engang selvom de er sande. Og det står mere klart – eller jeg vil måske snarere sige: det burde det have gjort! – hvorfor vi ikke skal forbyde medier som Russia Today og Sputnik. For friheden til løgn er den bedste garanti for friheden til sandhed.

Der er jo ingen ledere i verden, der begrænser ytringsfriheden med henvisning til, at de gerne vil fremme løgnen. Alle – også Putin – hævder at ville fremme sandheden. Men dér, hvor sandheden reelt har en chance, er netop i de samfund, hvor der faktisk også er ’frihed til løgn’. Eller sagt på en anden måde: Hvor udlægningen af ’den rette sandhed’ ikke er forbeholdt statsledere. På den baggrund er de argumenter, som vi i Foreningen Åndsfrihed ofte trækker frem, på en dybt alvorlig baggrund nu i virkeligheden blevet lettere at fremføre.

Jeg er – i regi af Foreningen Åndsfrihed – lidt tilbageholdende med at hive N.F.S. Grundtvig op af hatten. Det er Grundtvig, jeg beskæftiger mig med til daglig og det er Grundtvig, der er grunden til, at der er et sted i København, der hedder Vartov (hvor vi er nu), og det er også Grundtvig, man måske især forbinder med begrebet ’åndsfrihed’. Men man behøver ikke abonnere på Grundtvig for at være medlem af Foreningen Åndsfrihed. Det ville sådan set være ’ugrundtvigsk’. Men i dag har jeg alligevel lyst til at fremhæve et af mine yndlings-Grundtvig-citater. Det lyder sådan her: ”Hvad sandhed er, maa tiden vise.”

Grundtvig siger ikke: ”Jeg har styr på sandheden.” Som Putin gør. Men han siger heller ikke: ”Alt er relativt. Noget er sandt for dig, noget for mig.” Han siger: Det kommer. Det står ikke klart for os, hvad sandhed er, men det giver mening at diskutere det. Jeg tror, det er nødvendigt at understrege denne position i forhold til sandhedsspørgsmålet. For det er ikke længere godt nok bare at sige, at sandheden er relativ og enhver må passe sin sandhed. Der er noget, der er løgn. Det er løgn, de får i russiske statsmedier og det dør ukrainere af. Men det – måske – paradoksale er, at sandheden har en chance for at komme frem, når der er frihed til løgn. Det vil sige: Når der er åbenhed for sandhedsspørgsmålet.

Dette blot til indledning og overvejelse. Jeg mener, der er særdeles gode grunde – og nu måske mere åbenlyse grunde – til at fortsætte med at insistere på vide rammer for åndsfriheden.

…

Denne generalforsamling ligger – for en gangs skyld – på det tidspunkt, den skal. Men på grund af corona osv. blev sidste generalforsamling udskudt, og det er derfor – igen – ikke et fuldt forenings-år, jeg skal gøre status over. Jeg må indrømme, at jeg oplever det som lidt svært, at initiativer knap er kommet i gang, før der igen er generalforsamling. Og det glæder mig meget, hvis det er sidste gang!

Lidt er der da alligevel sket:

For det første vil jeg nævne, at der er en antologi undervejs om åndsfrihed og uddannelse, som udkommer på Aarhus Universitetsforlag til september. Den forventer vi os meget af. Den er født i – eller i relation til – det forskningsben, som er det ene af foreningens tre ben: Forskning, formidling og debat. Antologien er bl.a. et indspark i debatten om forskningsfrihed, men er også på anden vis en afsøgning af spørgsmålet om åndsfrihed i forhold til skole- og uddannelse. Fx også i forhold til spørgsmålet om åndsfrihed som et begreb, der optræder i folkeskoleloven – men ikke i nogen anden lovtekst (bortset fra den tilsvarende formulering i formålet for de gymnasielle uddannelser).

En anden diskussion, som vi har involveret os i, er på en måde en slags ’gentagelse’. I 2016 blev en lov vedtaget om, at det skulle være strafbart at udtrykke ’udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring’. Loven var vedtaget med en revisionsbestemmelse, som betød, at loven skulle tages op til revision nu. Foreningen Åndsfrihed skrev høringssvar og debatindlæg og har forsøgt at pege på det problematiske ved en lov, der indfører forskellige grader af ytringsfrihed for religiøse forkyndere og for andre. Det er ikke en diskussion, vi har ’vundet’.

Blandt andre debatter, vi har deltaget i, vil jeg nævne to, som måske ikke umiddelbart ser relaterede ud. Den ene er diskussionen af visning af Muhammedtegningerne i undervisningen. Det andet er en diskussion af udvidelse af racismeparagraffen.

I forhold til Muhammedtegningerne, så er der to grøfter, som debatten har en tendens til at falde i, og hvor jeg mener, at et åndsfrihedsperspektiv stiller sig et tredje sted. Den ene position siger, at det skal være obligatorisk for lærere at undervise i Muhammedtegningerne – eller endnu mere radikalt – det skal være obligatorisk for elever at se Muhammedtegningerne som led i skolens undervisning (og endda uden at sygefravær kan være en undtagelse). Den anden position stiller sig på linje med ’de potentielt krænkede’ eller rettere, vil jeg sige: Lader sig diktere af en ’forestillet krænkelse’. En tredje position – et åndsfrihedsperspektiv – vil understrege skolelæreres metodefrihed, men understreger samtidig vigtigheden af undervisningen i Muhammedkrisen og understreger i særdeleshed, at den potentielle trussel mod lærere sådan set forstærker vigtigheden. Dette har vi som foreningen været med til at diskutere både i avisindlæg og i en artikel i Religionslærerforeningens blad (januar 2022).

Den anden diskussion tog afsæt i et forslag om at udvide racismeparagraffen: Et lovforslag stillede som forslag, at man tilføjede ”handicap” i racismeparagraffen og også, at man efter ”seksuel orientering” tilføjede ”kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika”. Spørgsmålet er, om det er ønskeligt, at racismeparagraffen ’vokser’? Og også hvad der definerer ’væksten’ Det tankevækkende er jo nemlig, at de grupper, der tænkes med, typisk netop ikke længere er nær så forfulgte – som de var, da de ikke blev tænkt med. Fx er ’seksuel orientering’ først kommet med, da homoseksualitet ikke længere blev opfattet som en sygdom. I et indlæg i Kristeligt Dagblad stillede jeg som formand for foreningen spørgsmålet, om man i dag kan hævde, at ’konservative kristne’ er en ny ’offergruppe’?

Både den ene og den anden debat – og ganske mange andre – peger ind i diskussionen om forholdet mellem det man kunne kalde ’dannelse’ eller ’menneskelig indlevelsesevne’ og så ’loven’. Det er – vil jeg hævde – en grundtanke inden for et åndsfrihedsperspektiv, at en diskussion af hensynsfuldhed over for andre ikke er det samme som en diskussion af juridiske grænser for ytringsfrihed. Og at det er væsentligt at holde de to diskussioner adskilt. Selvfølgelig skal vi som mennesker og medmennesker tage hensyn til, når nogen oplever at blive trådt på. Men svaret er ikke altid ’lovgivning’. Og det er vigtigt fortsat at insistere på vide rammer for ytringsfriheden. På den baggrund vil jeg gerne pege på modellen med ’ytringsfrihedens to cirkler’, som vi har fået en grafiker til at hjælpe os med at visualisere: Den inderste cirkel er det, du synes er ok at sige til andre. Den yderste cirkel er loven – som for langt de fleste mennesker går længere, end det, de synes er ok. Og denne frihed er livsnødvendig for et frit samfund, der ikke bare må bygge på den enkeltes personlige ’grænser’.

Situationen i Ukraine, i Rusland og i Europa i det hele taget viser med al tydelighed, hvorfor vide rammer for friheden er afgørende. Det kan være nok så meget i en god sags tjeneste at ville lukke munden på nogen, det er ikke desto mindre afgørende med vide rammer for friheden. Også friheden til de positioner eller ideer om ’sandheden’, som flertallet ikke går ind for.

Derudover vil jeg kort nævne, at vi i det forgange år har fået nyt logo og at vi har tegnet abonnement hos ForeningLet, som gør det foreningsadministrationen lettere.

Og derudover at vi som forening fortsat ofte bliver trukket på i forhold til at holde oplæg eller foredrag. Det hilser vi meget velkomment! I den forstand går foreningens virke fortsat på tre ben: Forskning, formidling og debat.

En sidste bemærkning: Vi er nogle gange blevet spurgt, og vi har i bestyrelsen spurgt os selv, hvad vi kan gøre for at engagere medlemmerne noget mere. Eller: Hvad kan man gøre som medlem? Til det har jeg lyst til at sige, at vi jo stadig er en lille forening og ikke fx en forening med et sekretariat, men blot en bestyrelse bestående af en flok travle mennesker med engagement for sagen. Så jeg på en måde vil jeg opfordre at citere John F. Kennedy: Ask not what … (osv.): Spørg ikke hvad foreningen Åndsfrihed kan gøre for dig, men hvad du kan gøre. Og i samme åndedrag vil jeg understrege, at vi er taknemmelige for den støtte, man som medlem yder via medlemskabet. Tak for det!