Nyheder og artikler

tale

Tale fra den stiftende generalforsamlling

Ove Korsgaards festtale fra den stiftende generalforsamling, 16.04.2018

Åndsfrihed under pres

Men hvilket pres og hvorfra?

Den tidligere undervisningsminister Knud Heinesen har meget rammende sagt, at Folketingets vedtagelse af, hvad der er formålet med skolen, er udtryk for, ”hvilke væsentlige værdier, der skønnes at have almindelig tilslutning i befolkningen. Folkeskolens formålsparagraf bliver dermed samfundets trosbekendelse til fælles værdier”.

Første gang begrebet åndsfrihed bliver lovfæstet og dermed indskrevet som samfundets trosbekendelse er i folkeskoleloven af 1975, det sker samtidig med, at demokrati bliver indføjet i folkeskolens formålsparagraf.

Siden er der skrevet og sagt utrolig meget om demokrati som samfundets trosbekendelse, men næsten intet om åndsfrihed – selv om de to værdier i virkeligheden udgør forbundne kar. Der er således et stort behov for at få belyst begrebet åndsfrihed fra såvel en historisk som en filosofisk, teologisk og politisk synsvinkel, og ligeledes at få skabt større bevidsthed om forbindelsen mellem åndsfrihed og demokrati.

Der er i disse år en foruroligende tendens til at glemme, at demokrati er afhængig af ikke-demokratiske værdier og institutioner. Videnskab for eksempel er ikke demokratisk, kunst er ikke demokratisk, tro er ikke demokratisk – og åndsfrihed og samvittighedsfrihed er heller ikke demokratisk.

Det forholder sig så paradoksalt, at demokrati skal sikre samvittighedsfrihed, selv om samvittigheden ikke er demokratisk. For eksempel er folketingsmedlemmerne ifølge Grundloven i sidste instans bundet af denne ikke-demokratiske instans.

Mere generelt forholder det sig sådan, at demokrati skal sikre frihedsrettigheder som blandt andet videnskabelig frihed, kunstnerisk frihed, trosfrihed, åndsfrihed og samvittighedsfrihed, og samtidig at et sundt demokrati afhænger af disse frihedsrettigheder. Uden disse liberale frihedsrettigheder vil der være tale om et illiberalt demokrati.

Åndsfrihed og samfundsudvikling

Som nævnt er der skrevet meget om demokrati og meget lidt om åndsfrihed de seneste årtier. Én af dem der på prisværdig vis har beskæftiget sig med åndsfrihed i sammenhæng med de senere års samfundsudvikling, er den nuværende Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, der i 2012 erhvervede sig ph.d.-graden på en afhandling med titlen Frihed for Loke såvel som for Thor. N.F.S. Grundtvigs syn på åndelig frihed i historisk og aktuelt perspektiv.

Som mange vil huske, er det sjældent en afhandling af den karakter vækker så voldsom interesse og debat som denne. Det, der optog medierne og offentligheden, var dog ikke indholdet, men spørgsmålet om Esben Lunde Larsen havde fusket, bl.a. ved ikke at opgive sine kilder i tilstrækkeligt omfang.  Nu, da støvet har lagt sig, kan der være grund til at vende tilbage til indholdet.

Esben Lunde Larsen finder, ”at overgangen fra velfærdsstat til konkurrencestat får omfattende konsekvenser. Ikke mindst når det gælder den enkeltes åndsfrihed – herunder mulighed for selvbestemmelse på en lang række områder” (Larsen 2012:266). Og han slutter sin afhandling med en principiel drøftelse af, hvordan Grundtvigs krav om åndsfrihed kan og bør gøres gældende i dag – under vilkår, der er meget anderledes end da Grundtvig levede. Denne drøftelse konkretiserer han ”ved at se på henholdsvis en statslig arbejdsplads som universitetet og frihedsrummet omkring den enkeltes personlige udfoldelse” (Larsen 2012:219).

Esben Lunde Larsen påpeger således, at åndsfriheden er under pres såvel på det institutionelle plan som på det personlige plan. Denne skelnen finder jeg overordentlig vigtig, når vi taler om åndsfrihed. Og jeg tror at den nystiftede forening for åndsfrihed gør klogt i at have fokus på begge planer.

Det personlig plan

Når det gælder åndsfrihed på det personlige plan, finder Esben Lunde, at den enkeltes frihed til selvbestemmelse udfordres på såvel det religiøse område som på skoleområdet og nævner blandt andet ændringer af friskoleloven som eksempel på mindre selvbestemmelse.

Esben Lunde skrev sin afhandling før imamloven, der for første gang siden 1849 medførte indskrænkninger i religionsfriheden ved at kriminalisere ”billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring”.

Esben Lunde skrev ligeledes sin afhandling før vedtagelsen af den såkaldte burkalov, der kriminaliserer bestemte måder at klæde sig på i det offentlige rum, idet der indsættes følgende bestemmelse i straffeloven (§134c): ”Den, som på offentligt sted bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, straffes med bøde.”

Hvis Esben Lunde havde indleveret sin afhandling om åndsfrihed i begyndelsen af 2018, ville det være interessant at vide, hvordan han havde forholdt sig til såvel imamloven som burkaloven.

Det institutionelle plan

Jeg vil ikke går nærmere ind på det pres, som Esben Lunde mener, at åndsfriheden er udsat for på det personlige plan, men derimod sige lidt mere om de trusler, han finder, gør sig gældende på det institutionelle plan. Her henviser han især til det statslige pres, som universiteterne er udsat for i disse år: ”Det gælder universiteternes selvbestemmelse, den såkaldte universitetsgovernance, medarbejder- og studenterindflydelsen, akademisk frihed samt forskningsfrihed” (Larsen 2012:258).

Esben Lunde skrev ligeledes sin afhandling før den såkaldte gyllegatesag, der satte fokus på forholdet mellem politiske beslutninger og forskningsfrihed. Sagen handlede om, hvorvidt regeringens landbrugspakke ville skade vandmiljøet, og hvad forskningen sagde om den sag. Aarhus Universitet blev kritiseret for at have givet køb på sin uafhængighed og forskningsfrihed og skrevet under på en tavshedsklausul med miljøministeriet, som fratog forskerne både deres ytringsfrihed og forskningsfrihed.

Hvis Esben Lunde Larsen havde afleveret sin afhandling to år senere, kunne han have inddraget den kronik, som Lars Bo Kaspersen, der var institutleder på statskundskab på KU, skrev i Politiken 2. september 2014. Kaspersen indleder kronikken med følgende statement:

”I vor tid er de danske universiteter blevet statens instrument til styrkelse af vores konkurrenceposition. Det er der i udstrakt grad konsensus om blandt politikere, embedsapparat og universitetsledelser”.

I sin afhandling omtaler Esben Lunde universitetet som ”en statslig arbejdsplads” dog uden at lægge noget værdimæssigt i betegnelsen statslig. Det gør Lars Bo Kaspersen til gengæld. Han finder det dybt problematisk at betragte universitetet som en statslig institution. For ham hører universitetet til i civilsamfundet.

I kronikken stiller Lars Bo Kaspersen spørgsmålet: ”Er staten blevet for magtfuld”. Spørgsmålet er retorisk – for det mener han, den er. For demokratiets skyld finder han det derfor nødvendigt at etablere mindst et privat universitet – ligesom man kender det i USA – der har fuld frihed og reelt selvstyre. ”Mit forslag er at genetablere universitetet som en civilsamfundsinstitution, hvor universitetet befinder sig som en institution mellem stat og borger”.

Hvad med folkekirken? Hvor er den placeret? I sin afhandling tager Esben Lunde afstand fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens synspunkt fra 2007, at ” vi skal have mindre religion i det offentlige rum”. I stedet henviser han til den tidligere tyske finansminister Wolfgang Schäuble, der fremhæver religionens betydning for samfundets værdimæssige orientering, og som finder det vigtigt, at kirken blander sig i debatten om det gode samfund (Larsen 2012:261).

Er folkekirken i Danmark på samme måde som universiteterne blevet for meget ’stat’ til at kunne agere tydeligt i civilsamfundet med en moralsk og etisk stemme? Er folkekirken i det hele taget en del af civilsamfundet, eller er folkekirken i virkeligheden fortsat en statskirke? Det kan i hvert fald undre, at bestræbelserne efter at flytte folkekirken mere i retning af civilsamfundet møder voldsom modstand, hvor gang forsøget bliver gjort, senest i 2015 da Marianne Jelved var Kultur og kirkeminister.

Stat, marked og civilsamfund

Den liberale samfundsmodel baseret på en relation og udveksling mellem stat, marked og civilsamfund er ikke en statisk model. Tværtimod, forholdet mellem de tre sektorer er præget af stor dynamik og konstante forskydninger. Disse forskydninger har over tid også påvirket det frivillige foreningsliv, der kaldes demokratiets rugekasse, og som med rette betragtes som civilsamfundets kerne.

Forenklet sagt: I foreningslivets blomstringstid i sidste tredjedel af det 19. århundrede var staten lille og civilsamfundet stor. I dag er staten stor – og civilsamfundet er også stort. Der findes over 100.000 frivillige foreninger i Danmark, og i gennemsnit er hver voksen dansker medlem af mere end tre foreninger. Man kan således med god ret spørge, om det er rigtigt, at civilsamfundet er blevet svækket.

Men foreningslivet har også undergået forandringer, som må tages i betragtning. Mens mange foreninger tidligere så det som en værdi i sig selv at være herre i eget hus og ikke underlagt markedets logik eller statslige krav, er mange nye foreningsdannelser i virkeligheden en slags lobbyforeninger, der søger at tilkæmpe sig flest mulige statslige og kommunale midler til deres sag – som oftest er en virkelig god sag. Så hvorvidt foreningslivet som en central aktør i civilsamfundet kan siges at have samme betydning som tidligere for demokrati og åndsfrihed, kan der stilles spørgsmålstegn ved.

Jeg tror, at den stigende fornemmelse og diffuse følelse af, at åndsfriheden er under pres, hænger sammen med en samfundsudvikling, hvor staten og markedet fylder mere og mere, og civilsamfundet mindre og mindre – i hvert fald når det gælder kampen for åndsfrihed.

Jeg finder det derfor vigtigt, at foreningen for åndsfrihed ikke kun fokuserer på personer, men også på de institutioner og foreninger som tilhører civilsamfundet – eller burde gøre det i højere grad end tilfældet er i dag.

Stort til lykke med foreningens dannelse og held og lykke med den vigtige opgave: at forsvare åndsfriheden.

Share this post

You may also like

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *