Nyheder og artikler

Set of Stickers Cancel Culture Ban, Erase Identity Theme. Characters Erasing Person, Activist with Loudspeaker on Riot

Vi må forsvare retten til at krænke

Der er to problemer, ikke ét: Der er problemer med hate speech mv. på sociale medier, men det er også et problem, når mennesker eller grupper af mennesker forbeholder sig en ret til ikke at blive krænket. Og man skal ikke løse det første problem ved at give de sidste ret

Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed

Er det nødvendigt med så skarpvinklet en overskrift? Er det et forsøg på at lokke læsere til med en provokerende overskrift? Nej, overskriften er skrevet, som den er ment: Vi må forsvare retten til at krænke.

Det er ellers ofte det modsatte, jeg møder – fx har jeg talt med unge studerende, der omtalte ’retten til ikke at blive krænket’ som om den ret står i grundloven. Og man kan også godt sige, at den ret findes, idet vi jo har en injurielovgivning, der fx retter sig mod såkaldt ’ærekrænkende’ udtalelser. Men her er ordet ’ære’ afgørende. For ’ære’ betyder ’andre menneskers agtelse’, dvs. man må ikke sige noget med henblik på at tilsmudse et menneske i andres øjne. Derimod findes der ikke en ret, man kan påberåbe sig, når man synes, at noget eller nogen går over ens egne grænser. Og med god grund! For hvis den ret fandtes, så kunne vi alle – med ’mig selv’ eller med ’min gruppe’ som den eneste dommer – gå rundt og påberåbe os at være blevet krænket. Og derfor findes der lige præcis ikke en sådan ret, men derimod en ret til at krænke, dvs. til at udtale sig uden at skulle stå til ansvar for, at nogen har opfattet det provokerende, stødende, grænseoverskridende. Den risiko findes jo altid.

En interessant diskussion relateret til dette kan man se i Deadline på DR2 den 22. august 2021, hvor Per Øhrgaard, præsident for dansk PEN, og Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia, diskuterer Øhrgaards udtalelse om, at ’ytringsfriheden er ytringsfrihedens største trussel’. Mchangama peger heroverfor på retten til at krænke – og at denne ret er vigtig! Han nævner det måske lidt letkøbte, men illustrative eksempel med, at der også var nogle, der blev krænkede, da der i sin tid var kvinder, der stillede sig op på talerstolene og krævede stemmeret. Eksemplet viser, at det er afgørende for det frie samfunds eksistens, at man ikke kan påberåbe sig at have fået sine grænser overskredet – og dermed lukke en debat.

Sagen er, at der eksisterer to problemer samtidig. Og det er derfor, at disse diskussioner i mine øjne ofte kører af sporet. For det er et problem – ikke mindst på sociale medier – at så mange mennesker er så utrolig ringe til – eller så ligeglade med – at formulere sig til og om andre på en ordentlig måde. Men det gør bare ikke det andet problem til et mindre problem: At nogle lader til at mene, at de kan påberåbe sig en ret til ikke at blive krænket – evt. på andres vegne (som man fx ofte hører det i diskussionen af, om Muhammedtegningerne skal eller ikke skal vises i undervisningen). Men afsporingen af diskussionen sker, fordi de to problemer kædes sammen til et, og man mødes med spørgsmålet: Kan du da ikke se, hvor hårdt debatten raser, så derfor bør man da kunne påberåbe sig retten til ikke at blive krænket. Men vi bør holde fast i, at der er to problemer, ikke ét. Og uanset hvad må vi holde fast i – og forsvare – retten til at krænke. Det frie samfund bygger på denne ret.

Forstærker de to problemer hinanden? Det er der nogle, der hævder. At jo mere den ene gruppe er på vagt over for potentielle krænkelser, jo mere er der en anden gruppe, der får et demonstrativt behov for at være grænseoverskridende. Jeg tør ikke sige, om sammenhængen er så enkel. Men uanset hvad, så er der to problemer, ikke ét. Og man kan godt tage fat i det ene uden at skulle aftvinges en løsning på det andet.

En tilføjelse: Nu er Muhammedtegningerne nævnt ovenfor i en parentes. Og ved disse gør der sig det gældende – udover at nogle mennesker hævder at blive krænket eller hævder det på andres vegne – at der både trues med og også begås vold mod personer, fordi de trykker eller viser tegningerne. Dette sætter sagen på spidsen. Det er fuldt forståeligt, at fx skolelærere undlader at vise tegningerne, fordi de er bange, men det er dertil også et alvorligt samfundsmæssigt problem. Ikke at anerkende dette er at acceptere voldsmandens veto.

Citat: Det er afgørende for det frie samfunds eksistens, at man ikke kan påberåbe sig at have fået sine grænser overskredet – og dermed lukke en debat.

Share this post

You may also like

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *