Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Man kan godt være uenige i et fællesskab. Det virker, som om nogle har glemt det. Det er der ellers rigtig god grund til at huske på i en tid, hvor begrebet “polarisering” fylder mere og mere, ikke mindst i politik.

Af Michael Agerbo Mørch og Ingrid Ank, hhv. næstformand og formand i Foreningen Åndsfrihed

I Kenneth Branaghs let sukkersøde erindringsglimt fra smeltediglen Belfast i filmen af samme navn siger hovedkarakterens far til den niårige søn i slutningen af filmen: “Den lille pige kan være praktiserende hindu, sydstatsbaptist eller en vegetarisk antikrist, men hvis hun er venlig og fair, og I to respekterer hinanden, så er hun og hendes slægt velkomne i vores hus til hver en tid.”

Fra et barns perspektiv tematiserer filmen de konsekvenser, det får for et samfund – her det nordirske – når folk af forskellige overbevisninger afskyer hinanden. Man er ikke blot uenige, men ser hinanden som onde eller farlige, og verden var bedre tjent med, at de ikke var her.

Afsky overfor politiske modstandere har været et tema til alle tider, og siden stormløbet på kongressen i Washington 6. januar 2021 har analysen været, at den afgrundsdybe følelsesmæssige kløft mellem republikanere og demokrater i USA var medvirkende til, at demonstranterne endte i voldelige og forfatningsstridige aktioner.

I bogen Partiledernes kamp om midten redigeret af Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, der udkom i februar i år på Djøf Forlag og er en undersøgelse af valget i 2022, beskrives denne “affektive polarisering” i forhold til den nationale andedam. Affektiv polarisering “dækker over den modvilje og antipati, som borgere kan føle over for borgere, der støtter andre politiske partier.” Problemet er, at hvis graden af affektiv polarisering i et samfund er høj, får det konsekvenser både for den almindelige demokratiske samtale og for den brede politiske sammenhængskraft, advarer forskerne. Der er derfor grund til at overveje, om der er ved at udvikle sig en dansk pendant til de nordirske og amerikanske forhold.

Ifølge valgforskeren Kasper Møller Hansen ser vi en stigende tendens til affektiv polarisering i Danmark, selvom omfanget endnu ikke skønnes problematisk. I et tidligere studie fra 2019 påviste en survey-undersøgelse dog alligevel, at cirka en fjerdedel af befolkningen ikke ønsker sig en nabo, der står for et modsat politisk perspektiv – såkaldt “social distancering”. De forskellige undersøgelser giver ikke et entydigt billede af en stigende affektiv polarisering i Danmark, men resultaterne bør alligevel vække til eftertanke. Et vigtigt tema at adressere er fx, at undersøgelserne beskriver en tendens til at overvurdere andres polariseringstendenser, som derved virker selvforstærkende. Går man og forestiller sig, at andre væmmes ved én, får man lyst til at vrænge igen. Og den stigende sociale distance kan på den måde lige så vel skyldes en reaktion på en formodning, som det kan være proaktivt direkte at forskanse sig fra meningsmodstandere. Rygtet om polariseringstendenser bidrager dermed i sig selv til polarisering.

Stigningen i affektiv polarisering, som valgundersøgelsen i Partiledernes kamp om midten kunne påpege, var primært en lille forøgelse i negativ vurdering af politiske modstandere, særligt i forhold til de partier vælgerne placerer på yderfløjene: Alternativet, Enhedslisten, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Det er ikke overraskende. Mere overraskende er det måske, at storbyvælgere har større tendens til at trække sociale konsekvenser af deres politiske antipatier. Formentlig fordi affektiv polarisering for tiden primært er en venstrefløjsudfordring – også selvom Nye Borgerliges vælgere ligeså hæger om deres sociale distance til politiske meningsmodstandere. Værdipolitikkens konfrontatoriske potentiale er således bestemt ikke dødt.

Det kan være bedre, end det er
Beder man voksne mennesker i Danmark om at fortælle om deres folkeskoletid, vil de ofte kunne fortælle om klassekammerater, som i dag lever indbyrdes meget forskellige liv, og som også dengang kom fra ret forskellige familier. I dag er billedet anderledes. En undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2022) viste, at andelen af blandede grundskoler – målt på forældrenes indkomst – de seneste 10 år er faldet fra 42 % til 27 %. Vi bor – og sender vores børn i skole – indenfor rammer, hvor mange ligner hinanden. Dette betyder i sig selv ikke, at vi ‘hader’ dem, der er og lever (og nok også stemmer) anderledes end os selv, men det bekræfter alligevel en tendens til opsplitning. Og sammenholdt med Møller Hansens og Stubagers indikationer giver det grund til bekymring. Problemet er ikke, at mennesker indimellem føler en stærk modstand mod andre mennesker, for sådan har det nok altid været. Problemet er, at udviklingen bevæger sig i negativ retning. Det har set anderledes – og bedre – ud, end det gør nu, og det går den forkerte vej.

Bekymringen bør dog ikke gøre os apatiske. Tvært imod. At det har stået bedre til, betyder jo, at det kan være anderledes. Dén pointe bør lige nu gentages med eftertrykkelighed. Der er absolut ingen grund til, at det må blive værre, når fortiden har vist, at det kan være bedre.

Uenighed kan godt være en sammenhængskraft
Selvfølgelig er der ikke noget snuptag, der kan løse problemet. Man kunne opfordre til, at der kommer politiske løsninger på bordet, men spørgsmålet er, om folkevalgte politikere kan løfte opgaven? Da Berlingskes koncernchef Anders Krab Johansen for nyligt blev interviewet i Kristeligt Dagblad i forbindelse med udgivelsen af sin bog Fri os fra den værdiløse borgerlighed, sagde han, at folkevalgte løber efter folkestemningen og derfor ikke er garanter for en mere langsigtet samfundsændring. Politologen Michael Bang Petersen har også udtalt, at en del politikere enten opsøger eller profiterer af polariseringen, hvorfor ændringer i strategi på den korte bane vil skade den politiske profil.

Hvis det er korrekt, så skal modvægten til den stigende affektive polarisering ikke findes i politiske løsninger fra Christiansborg. For selv når og hvis de folkevalgte ikke løber efter folkestemningen, er grundtanken med partipolitik, at man grupperer sig sammen med dem, man er helt eller delvist enig med. Så der er brug for et metagreb for at kunne rammesætte det politiske fællesskab, som ikke handler om fælles enighed. For det er ikke fælles værdier, der skal være det sammenbindende kit, men åndsfrihed.

“Flertalsprincippet nødvendiggør politisk ytringsfrihed og den politiske ytringsfrihed kræver, om den ikke direkte skal beskæres, total åndsfrihed”, skrev Alf Ross i Hvorfor demokrati? fra 1946. Konteksten er her den bemærkelsesværdige, at man diskuterer, hvad man skal gøre med politiske meningsmodstandere, der hører til på totalitære fløje, og som har bragt deres anskuelser i effekt som besættelsesmagter.

Del jer efter anskuelser, sagde Viggo Hørup som bekendt, men ideen var ikke, at man skulle gøre sin vennekreds, sit nabolag eller familie til et politisk parti i en stammekultur, men at man skulle organisere sig politisk efter holdninger samtidig med, at vi som samfund er sammen om uenigheden. Det skal vi mindes om lige nu. Et fællesskab kan godt være et uenighedsfællesskab – både når fællesskabet er en folkeskoleklasse og et helt samfund. Og hvis vi har glemt, at det kan være sådan, så skal vi i gang med at huske det.

For når affektiv polarisering sætter sig igennem, bliver uenighedsfællesskabet til adskilte klaner. Så flytter vi den nødvendige politiske opdeling ind i privaten, og Kenneth Branaghs karakter siger pludseligt noget, der opfattes som radikalt tolerant.

Kronikken er bragt i Jyllands-Posten 8. maj 2024.