Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Oplæg v. formand Ingrid Ank ved konferencen “Vores indre forsvar” arrangeret af Radikale Venstre i samarbejde med Grundtvigsk Forum, 28. maj 2025

Skal for misbrugens skyld måske
på åndens himmelbue
vi heller mulm og mørke se
end solens blanke lue?

Svaret er nej.

Tredje vers i N.F.S. Grundtvigs sang om oplysning – ’Er lyset for de lærde blot’ – slutter med et spørgsmål. Og fjerde vers begynder med et svar. Svaret er nej. Nej, vi skal ikke – til trods for at der findes og altid vil findes misbrug – lukke ned for åndens frie himmelbue og i stedet kun se mulm og mørke. Frihed er åndens livsbetingelse, og mennesket er et guddommeligt eksperiment af ånd og støv, og derfor skal vi vælge friheden.

Friheden er åndens livsbetingelse. Det lyder jo smukt. Men citatet om ’misbrug’ viser, at Grundtvig godt ved, at misbrug findes og altid vil findes. Alligevel siger han, at vi skal vælge friheden, vel vidende at misbrug af frihed vil finde sted.

Grundtvig er altså ikke naiv. I den første lange halvdel af sit liv er han nærmest mistænksom. Eller han har i hvert fald ikke stor tiltro til den danske almue. Han følger med i, hvad der sker i Europa, og han fornemmer og forstår, hvad Den franske revolution i 1789 har sat i gang, og han ved, at store forandringer også vil komme til Danmark. Men når han ser ud over befolkningen i Danmark, er han betænkelig. Kan disse mennesker tage del i og ansvar for et fælles samfund? Hvordan gik det ikke i Paris i 1790’erne, hvor den ene efter den anden fik hovedet hugget af i guillotinen, og hvor ingen kunne gennemskue, hvem der havde magten i morgen. Og hvordan tænker vi i dag? Hvad tænker vi om menneskers – os selv og hinandens – evne til at tage del i et demokrati, bære med, tage ansvar, træffe fælles beslutninger, der sikrer frihed og gode livsvilkår for andre end os selv? Hvad tænkte vi, da vi i 2021 så menneskemængder storme kongressen i USA, fuldt overbevist om at have vundet valget, og at valgresultatet var snyd. Er vi i dag i stand til at være sammen om et fælles samfund?

”Den sande Livs-Oplysning kan kun vindes,
naar baade Sandhed og Løgn om aandelige Ting
faaer borgerlig Lov til at yttre sig frit, thi da
holdes Sandheden vaagen.” (Grundtvig, 1865)

Alligevel svinger Grundtvig til livets side. Han reagerer på sin egen betænkelighed med et frisættende svar, der insisterer på, at mennesker ikke skal gøres myndige af velmenende eller knap så velmenende skolemestre, men er det. Mennesker er et guddommeligt eksperiment af ånd og støv. Man kan forvente noget af et menneske. Så selvom han mener, det er på høje tid, at vi bliver dannet til demokrati, så er svaret frisættende: Vi skal ikke sende unge mennesker i skole-graven, men i en plante-skole for livet. Skolen skal ikke sigte på et mål, der ligger uden for livet her og nu. Skolen er ikke ’skolen for nationen’, ’for frelsen’ eller ’for fremtiden’. Skolen er en skole for livet. Og derfor skal højskolen – og i det hele taget folkeoplysningen og livsoplysningen – være eksamensfri, så forholdet mellem elev og lærer bliver meget mere ligeværdigt, og så viden ikke puttes i alt for snævre rammer, hvor der altid på forhånd er nogen, der bedst ved, hvad der er værd at vide. Mennesket er et åndsvæsen. Og frihed er åndens livsbetingelse.

Friheden beskytter os mod os selv

Så dør Grundtvig. Midt under ’Det moderne gennembrud’. Og i det næste århundrede, det 20. århundrede, bliver virkeligheden en anden. Og Hal Koch, der troede, at han skulle gå og hygge sig på universitetet, må konstatere, at det er noget andet, han skal. Hans åbne forelæsninger i 1940 om netop Grundtvig bliver et tilløbsstykke og et samlingspunkt, og de fører til, at han bliver formand for den nystartede paraplyorganisation, Dansk Ungdomssamvirke, det, der i dag hedder DUF. Og han rejser rundt og holder foredrag for de unge, for ingen ved, hvor længe krigen vil vare, og det er vigtigt, at de unge kan fortælle deres børn og børnebørn, hvad det vil sige at være del af og tage del i et demokrati.

”Nej, demokratiets krise – og jeg tror, at der er mening i
at tale om en sådan – ligger ikke i systemer eller rigsdagsmænd.
Det er en opdragelseskrise.” (Hal Koch, 1942)

Og på en måde er der noget opbyggeligt ved det. For i stedet for at mene, at der er en indre nødvendighed forbundet med historiens gang, at nedgangstider følger efter opgangstider, og at de gode og frie samfund nødvendigvis forfalder, når de har nået et højdepunkt, så ser Hal Koch i stedet på mennesket og konstaterer: Vi fødes ikke som demokrater, der kan give hinanden frihed. Vi skal lære det. Og derfor må man begynde forfra med hvert nyt slægtled.

Og sådan kan vi også insistere på at tænke i dag: Der er ikke nogen nødvendighedens logik, der siger, at frie demokratier verden over på dette tidspunkt i historien vil være i tilbagegang. Der er bare noget, vi skal lære. Opgaven er uendelig, som Hal Koch siger. Arbejdet begynder forfra med hvert nyt slægtled.

”Opgaven er uendelig: At vække hver enkelt.
Målet nås aldrig fuldt ud, og arbejdet begynder forfra
med hvert nyt slægtled.” (Hal Koch, 1942)

Men selv om Hal Koch er dybt inspireret af Grundtvig, så er hans forventninger til mennesker lavere. Nogle vil måske kalde hans menneskesyn negativt, andre vil kalde det realistisk.

Hal Koch vedkender sig, at han står i taknemmelighedsgæld til Grundtvig, og at det havde enorm betydning, at Grundtvig med fuld kraft talte for folkeoplysning og livsoplysning og ånd og frihed. Og alligevel siger han, at i de vilde visioner for det åndfulde menneskeliv, var der noget, man havde overset. Man var – siger han – kommet uden for virkeligheden. Man havde ikke villet se realiteterne: At vi ikke bare kan leve smukke, gode, frie liv, for vi kan ikke slippe for – på godt og ondt – at påvirke hinandens liv, at stå over for hinanden som skyldige, og at andres liv er et ansvar. Og at skyld og ansvar kan vi have lyst til at løbe fra.

Så mens Grundtvig sagde, at vi skal insistere på fuld frihed i samfundet, fordi frihed er åndens livsbetingelse, så siger Hal Koch, at vi skal insistere på fuld frihed i samfundet, fordi friheden beskytter os mod os selv. Denne tilgang til frihed fik især betydning, da Hal Koch – efter krigen – blandede sig i diskussionen af retsopgøret og af genopbygningen af demokratiet, hvor han insisterede på, at det i Danmark fx skulle være tilladt at være nazist.

Hans pointe var, at når vi tror, vi er de gode, og når vi tror, at vi kan udpege, hvem der er de onde, så gør vi jo netop det, man gjorde under nazismen. Så som et værn mod det totalitære har vi derfor brug for, at der er meget vide rammer for frihed i samfundet – for den beskytter os imod os selv.

Et totalitært samfund er et, der har svarene på forhånd. Vi er nødt til at insistere på, at vi kan tale om det. Vi må ikke gøre emner, holdninger, overbevisninger så forbudte, at de ikke kan siges højt – og dermed jo heller ikke udfordres. Vi skal ikke – i det frie demokratis navn – forbyde ytringer, udgivelser, foreninger. Heller ikke dem, vi anser for farlige. Der skal ikke indføres forbud, der vil kunne holde nogen tilbage fra at sige deres overbevisninger højt. Og der skal ikke indføres forbud, der vil kunne holde nogen tilbage fra at udfordre andres overbevisninger, fordi det at udfordre dem ville være det samme som at beskylde dem for kriminalitet.

Friheden går over dine grænser

Og i forlængelse heraf, er det også en overvejelse værd, hvad Hal Koch ville mene om, at præsidiet for nylig har truffet beslutning om, at der ikke må tales om Israel-Palæstina-konflikten i forbindelse med ’skolevalg’. Eller hvad skal man tænke om de diskussioner, der foregår i Tyskland lige nu om, hvorvidt partiet AfD skal forbydes – et parti som fik over en tredjedel af stemmerne ved sidste valg.

Frihed kan misbruges, men vi vil den alligevel, for frihed er åndens livsbetingelse – sagde Grundtvig. Frihed beskytter os imod os selv – sagde Hal Koch. Og derfor – når vi taler om demokratisk dannelse, åndelig oprustning eller styrkelse af vores indre forsvar – så skal vi huske, at den ’indre fæstning’, som vi synger om i PH’s sang, ’Man binder os på mund og hånd’, også er den fæstning, der giver os styrke til at komme ud af takt. Styrken til at være på tværs.

Det står i øvrigt også i folkeskolens formålsparagraf. Her står der, at folkeskolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. I skolen skal vi altså ikke ’kun’ lære at tage del i demokratiet. Vi skal også lære at give hinanden frihed. Og at friheden går over dine grænser – ellers er det ikke frihed.