Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/aandsfrihed.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2851

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/aandsfrihed.dk/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3708
Høringssvar: Lovforslag om revision af trossamfundsloven - Åndsfrihed

Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Logo uden tekst Foreningen Åndsfrihed

Høringssvar: Lovforslag om revision af trossamfundsloven

Høringssvaret fra Foreningen Åndsfrihed til lovforslag om revision af trossamfundsloven kan læses herunder. Høringssvaret er udarbejdet af Foreningen Åndsfriheds bestyrelse og indsendt til By-, Land- og Kirkeministeriet 26. februar 2025.

Høringssvar til lovforslag om revision af trossamfundsloven
af Foreningen Åndsfrihed

Foreningen Åndsfrihed arbejder for at forsvare og fremme åndsfriheden. Afgørende for graden af åndsfrihed i et samfund er grundlæggende frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed og at der for alle borgere er den samme adgang til disse frihedsrettigheder. Foreningen Åndsfrihed ønsker et samfund med en fælles og åben offentlighed, hvor synspunkter og overbevisninger, politiske og/eller religiøse ståsteder, frit kan danne afsæt for møder mellem mennesker og frit kan diskuteres. I forlængelse heraf mener vi, at det er afgørende at understøtte, at religion – og det at mødes om eller udtrykke sig herom – frit kan indgå i det fælles samfund på linje med det at mødes om fx politik eller kultur. Med dette blik har vi læst lovforslaget om revision af trossamfundsloven, og vi har i forlængelse heraf følgende bemærkninger:

  1. Det indgår som et nyt aspekt af trossamfundsloven, at man kan miste sin anerkendelse som trossamfund, hvis man som trossamfund ’faciliterer’ prædikener og taler fra personer, der er optaget på den nationale sanktionsliste over udenlandske religiøse forkyndere (i bemærkningerne er redegjort for, hvad der ligger i ordet faciliterer, som bl.a. kan være at dele en prædiken/tale af en person fra ’den nationale sanktionsliste’ på hjemmesiden)

KOMMENTAR: Vi anerkender, at der findes personer i og uden for Danmark, som ønsker at undergrave det danske samfund og det danske demokrati. Vi mener dog, at trusler mod det danske demokrati og samfund afværges på anden vis (fx gennem PET’s indsats), og at ’den nationale sanktionsliste’ (indført i 2017 og udelukkende for ’religiøse forkyndere’) er et problematisk afsæt for at afgøre, om et trossamfund skal miste sin anerkendelse. Set i lyset af den måde, der fra Udlændingestyrelsens side træffes afgørelse om, hvorvidt en person skal på sanktionslisten, mener vi ikke, den kan bære at blive anvendt som afsæt for afvisning af anerkendelsen af et trossamfund, idet vi ser en betydelig risiko for politisk indsnævring af rummet for anerkendte trossamfund. Vi mener dertil, at en henvisning til ’sanktionslisten’ risikerer at blive meget tilfældig i forhold til, hvilke ekstremistiske kræfter der i øvrigt findes (som fx er EU-borgere eller ikke er religiøse forkyndere og derfor ikke optræder på listen), og at det fremstiller religion og religiøsitet som særligt farligt eller mistænkeligt på en måde, der er skævvridende.

2. Gennemsigtighed i forhold til offentliggørelse af regnskab

KOMMENTAR: Både i forhold til registrering af donationer og i forhold til registrering af aflønning af udenlandske forkyndere via eksterne internationale betalere konstaterer vi, at der stilles krav til trossamfund, som ikke i samme grad stilles til kultur- og foreningsliv i øvrigt. Dette mener vi bør have opmærksomhed, således at kravene ikke bare får lov at vokse på dette område. Samtidig er vi klar over, at man også har særlige muligheder for at invitere udenlandske forkyndere via trossamfundsloven – og det faktum, at der stilles nogle formelle krav i forhold til offentliggørelse af regnskab, ændrer ikke herved. Vi påpeger dog – hvilket ikke er nævnt i revisionsforlaget – at når forkyndere gæster Danmark i forbindelse med et kort ophold på fx nogle få dage, så kræves der også her en arbejdstilladelse med en meget lang ansøgningsprocedure. Her er trossamfund stillet ringere, end hvis man fx inviterer en kunstner eller sportsudøver til at medvirke i en konkurrence eller på en festival eller andet. Der bliver dermed en skævhed i forholdet mellem tro/religion og kultur/fritid i øvrigt.

3. Anerkendelse af livssynssamfund på linje med trossamfund

KOMMENTAR: Som forening, der går ind for åndsfrihed, og dermed går ind for at samfundet skal kunne rumme forskellige tros- og livssyn, mener vi, at det bør være muligt at blive anerkendt som livssynssamfund på linje med trossamfund. Foreningen Åndsfrihed mener ikke, der er noget berettiget grundlag for at kræve, at der skal være en forestilling om en transcendent gud eller guddommelighed, for at man kan forrette vielsesritualer som samtidig har borgerlig gyldighed. Det centrale ved en religiøs vielse er, at man sætter ægteskabet mellem to mennesker ind i rammen af et fælles livssyn, og noget tilsvarende sker også i et livssynssamfunds vielser. Norge, Island, Sverige, Skotland og Nordirland har givet livssynssamfund mulighed for at foretage vielser med juridisk gyldighed, og det er ærgerligt, at man forpasser chancen for at gøre noget tilsvarende i Danmark ved revisionen af loven.

Vi ser meget gerne, at dette vil blive tænkt med ind i fremtidige revisioner af trossamfundsloven.

Venlig hilsen

Ingrid Ank, formand Foreningen Åndsfrihed

Michael Agerbo Mørch, næstformand Foreningen Åndsfrihed

 

Share this post