Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Debatindlæg af Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed.

Mikkel Bjørn henviser til Grundtvig som argument for sindelagssamtaler med statsborgerskabsansøgere. Det er ikke ubegrundet. Alligevel er Grundtvig måske vores bedste værn mod sindelagskontrol.

I det ene hjørne af bokseringen står der nogen og råber: Statsborgerskab er en gave, ikke en ret, derfor kan man ikke kræve at få det, heller ikke, selvom man taler flydende dansk og har set alle afsnit af ”Matador”. I den anden ende af bokseringen står nogle andre og råber: Der skal være objektive kriterier for statsborgerskab.

Sådan lyder det f.eks. i en leder af Mette Bock her i avisen 30/11, og den nu afgåede næstformand i Indfødsretsudvalget, Helene Brydensholt (AL), udtalte i ”Deadline” 4/12, at hun slet ikke mener, politikere skal ind over ansøgningsforløbet: Det skal køre efter nogle gennemskuelige retningslinjer, som kan varetages af en sagsbehandler.

Men de to hjørner er et falsk alternativ. For det er jo rigtigt nok, at man ikke kan have krav på at få dansk statsborgerskab, og derfor kan man også opstille rent ”objektive kriterier”. Men man kan heller ikke stille krav om, at ansøgerne skal have et ”demokratisk sindelag” ved brug af fuldstændig udemokratiske metoder.

Man kan ikke – som Helene Brydensholt har peget på – indkalde mennesker til en samtale som en slags ”offer they can’t refuse” med kort varsel og uden at have gjort sig klart, hvad de formelle rammer er: Må de have en bisidder med? Skal der tages referat? Og man kan heller ikke indføre metoder, der inviterer til, at vi som borgere begynder at angive hinanden for lovlige udtalelser på sociale medier – hvilket var baggrunden for, at de tre ansøgere, der var til samtale på Christiansborg, blev udvalgt. Det er jo at åbne en ladeport for angiveri og bagvaskelse.

Og man må forvente, at det vil give de mange børn og unge, der er født i Danmark, men uden statsborgerskab, en endnu større fornemmelse af at vokse op som andenrangsborgere, fordi det vil være ”til deres eget bedste”, hvis de afholder sig fra at like så meget som et billede af en kattekilling. »Hårene rejser sig i nakken på mig, når talen falder på sindelagskontrol,« skriver Mette Bock, og det er der virkelig god grund til.

Formanden for Indfødsretsudvalget, Mikkel Bjørn (DF), henviser til Grundtvig, der var formand for det første indfødsretsudvalg i Danmark i 1850, som et forsvar for de nye metoder. Og det er på en måde en umulig sammenligning, fordi det virkelig var en anden situation og tid, Grundtvig stod i, end vi gør i dag. Og alligevel er netop Grundtvig helt oplagt at tænke med i forhold til den nutidige diskussion.

I 1850 var der 10 personer – syv skandinaver og tre tyskere – der søgte om dansk indfødsret, i 2024 er der 2.017 ansøgere. I referaterne fra lovbehandlingerne fra 1850 er det tydeligt, at man har et ret godt kendskab til de 10 ansøgere, og det er også tydeligt, at det afgørende ikke er formelle kvalifikationer, men sindelaget. Det store spørgsmål er, om ansøgerne »inderlig har knyttet sig til folket og til fælles bedste«, som Grundtvig udtaler.

Her skal man selvfølgelig huske, at der var borgerkrig i landet (Treårskrigen, 1848-1851), og af samme grund var ansøgningen fra de tre tyskere lidt prekær. Ikke desto mindre var spørgsmålet om sindelag også afgørende for Grundtvig i fredstid. For på Grundtvigs tid var det, vi kender som nationalstaten, i gang med at blive til virkelighed i Danmark.

Virkeligheden – også den geopolitiske virkelighed – var i gang med at ændre sig, så modellen ikke længere var, at en konge regerede over nogle forskelligartede områder, til at der var en sammenhæng mellem folk og stat. Danmark var danskernes land. Og Grundtvig så det netop som sin opgave at fremme bevidstheden om en fælles national identitet: at vi som borgere i dette land ikke bare tilfældigvis er på samme sted, men er sammen om noget – et fælles samfund og en fælles fremtid (hvis ikke en fælles fortid). Og det gav mening at forvente, at ansøgere om statsborgerskab søgte om dette borgerskab, fordi de gerne ville være med i og loyale over for dette fælles samfund.

Og det giver stadig mening. Det er ikke kontroversielt at forvente, at ansøgere om statsborgerskab tilslutter sig det samfund, de gerne vil være en del af. For de fleste ansøgere må man gå ud fra, at det vel sådan set er motivationen for at søge: De vil gerne være fuldgyldige borgere i det land, de for mange ansøgeres vedkommende er født og vokset op i. Men det helt store spørgsmål er, hvordan man trykprøver loyalitet. Eller rettere – for Stasi og lignende har selvfølgelig opfundet effektive metoder til dette – hvordan man trykprøver menneskers loyalitet over for et frit, demokratisk samfund på et frit, demokratisk samfunds præmisser.

Her er Grundtvig også interessant. For Grundtvig havde ikke bare markante holdninger til opbygningen af nationalstaten. Han havde også markante holdninger til spørgsmålet om, hvorfor frihed er vigtigt. Frihed er ikke kun vigtigt, fordi det – som vi ofte vil henvise til i dag – giver frihed til mangfoldighed. Frihed er også og måske først og fremmest vigtigt, fordi ”sandhed” ikke kan findes uden. Tvang i åndelige spørgsmål gør mennesker til løgnere og skaber et samfund, hvor man må på alle niveauer og i alle samfundslag må forvente at møde løgn og uærlighed.

Den forventning kender man til, hvis man har været i berøring med totalitære systemer. Og selvom der altid – også i et frit samfund – vil være løgn og uærlighed, så er det helt afgørende ”for sandhedens skyld”, at vi opbygger vores fælles samfund på frihed. Og dermed viser Grundtvig vej til noget af det absolut sværeste: at give frihed til mennesker, man er dybt uenig med eller ligefrem afskyr. Og dermed viser Grundtvig vej til den måde, vi ofte taler om frihed i dag: frihed til mangfoldighed.

Men derfor er det stadig legitimt at forvente, at ansøgere om statsborgerskab ønsker at være loyale over for det samfund, de søger om optagelse i. Det spørgsmål, vi imidlertid bør stille os selv – og stille grundigt! – er, hvordan man formulerer en sådan forventning uden at gøre mennesker til potentielle løgnere?

Vi er med andre ord nødt til at være meget mere metodebevidste. For vi kan ikke åbne hovedet og hjertet på folk og teste, om de går ind for et frit demokrati. Dels er det umuligt – vi kan ikke komme derind. Og dels – og vigtigst – er det umuligt, fordi vi selv dermed bliver ”udemokratiske”.

Ansøgning om statsborgerskab kan i nogen grad sammenlignes med en jobsamtale. Man har som jobansøger aldrig krav på at få jobbet. Men man kan alligevel godt have nogle formelle rettigheder – f.eks. at man ikke må blive afvist på grund af alder eller køn, og at ansættelsesproceduren er gennemskuelig.

Og fra den anden side af bordet har man selvfølgelig forskellige tricks og metoder til at blive klogere på, om personen matcher forventningerne og er til at stole på. Men man kan ikke komme helt ind i sindet. Man kan ikke fejlsikre proceduren. Man må foretage et skøn. Og man er nødt til at gøre sig selv klar over, at man altid, når man har med mennesker at gøre, løber en risiko.

Det samme ville også gælde, hvis man havde alle ansøgere om statsborgerskab til samtale – hvilket ville være det eneste rimelige, men selvfølgelig helt umuligt og økonomisk uforsvarligt, hvis samtaler med ansøgere overhovedet skulle i anvendelse.

Et frit samfund bygger på præmissen om, at vi ikke forsøger – og heller ikke bilder os ind at kunne – mase os ind i sindet på hinanden. Det er det samfund, man som ansøger om statsborgerskab søger om at blive del af. Og det er her, denne vanskelige samtale om, hvordan man stiller forventning om loyalitet, må begynde.

Debatindlægget er udgivet i Jyllands-Posten 21. december 2024.