Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Hvilken indvirkning har forslaget på ’Den danske religionsmodel’, og hvorfor er det vigtigt, at ’skrifter af særlig religiøs betydning’ ikke nyder særlig beskyttelse

Oplæg ved ’Høring over lovforslag L 65 (Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund)’, Landstingssalen på Christiansborg den 22. november 2023

Af Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed

Tak for invitationen! I overskriften på mit oplæg har jeg nævnt noget, jeg kalder ’Den danske religionsmodel’. Det er ikke et begreb, der optræder i fx lovtekster eller andre officielle dokumenter. Jeg bruger det som betegnelsen for en bestemt tradition for forholdet mellem religion og offentlighed, som er eller i hvert fald har været den bærende i Danmark, og som udmønter sig i konkrete måder at forholde sig til religion på.

Danmark er et sekulariseret samfund. Men der findes flere forskellige former for sekulariserede samfund og dermed også forskellige ’religionsmodeller’. Lidt firkantet – og måske vel pædagogisk – kan man sætte ’den danske model’ over for ’den franske model’, som ikke blot er et sekulariseret samfund, men også et sekularistisk samfund. Det betyder, at religion i Frankrig holdes ude af det offentlige rum, herunder fx på offentlige skoler.

I Danmark – derimod – må religion gerne indgå i det offentlige rum på samme måde som alt muligt andet. Ligesom man gerne – selvfølgelig – må vise sin politiske overbevisning i det offentlige rum, må man – selvfølgelig – også gerne tage sin tro med sig ’derud’. Samtidig må religion så også på lige fod med alt andet kunne tåle at blive ’udsat’ for det offentlige rum og for de reaktioner, der måtte kunne komme fra andre. Dette er ’Den danske religionsmodel’, og den er med til at understøtte et frit og åbent samfund.

Imidlertid er ’Den danske religionsmodel’ de seneste år kommet under pres. Det har fx vist sig i en række love eller lovforslag, der har handlet om at begrænse religion i det offentlige rum på forskellige måder. Som fx når der lægges op til at stille krav om, at prædikener på andre sprog end dansk skal offentliggøres i en dansk oversættelse (det samme krav ville man ikke stille til andre ikke-dansktalende talere), når der sættes særlige begrænsninger i forhold til indrejse af udenlandske forkyndere (som ikke gælder fx kunstnere eller sportsfolk), når der stilles forslag om et tørklædeforbud i skolerne, eller når der indføres særlige begrænsninger på ytringsfriheden i forbindelse med religiøs forkyndelse, som ikke gælder for fx politiske taler (den såkaldte ’imamlov’ fra 2016) og så videre. Det fælles for disse forslag er, at religion opfattes som et særligt problematisk felt, som derfor må kræve særlige begrænsninger i forhold til den fælles offentlighed.

Men ’Den danske religionsmodel’ er også under pres med det konkrete lovforslag, L65, der lægger op til en særlig beskyttelse af visse religiøse skrifter. For – som nævnt – må man inden for logikken af ’Den danske model’ gerne tage sin religion med sig ud i offentligheden, men religionen skal så samtidig ’finde sig i’ at kunne tåle at blive udsat for offentligheden. Jeg mener altså både, det er problematisk, når man vil lægge særlige begrænsninger for religion, men også når man vil give religion særbeskyttelse.

Det er ukontroversielt at sige, at religion kan være farligt

Men udover at lovforslaget strider med ’Den danske model’, så er der yderligere grund til at være særlig kritisk over for L 65. For det er særligt problematisk at netop religiøse skrifter får en status som uantastelige. Eller – jeg vil tilføje – det er særligt problematisk, at religiøse eller politiske skrifter får status som uantastelige. Det ville faktisk være mindre problematisk – om end det også ville være ’helt ved siden af’ – hvis det fx var forbudt at ødelægge et eksemplar af romanen Moby Dick.

Jeg vil gerne understrege, at det at være religiøs eller at benytte sig af et religiøst sprog er helt almindeligt. Det er helt almindeligt at stille spørgsmål om tilværelsens mening, og det er helt almindeligt at udtrykke sig i et sprog, der indeholder en metafysik. Fx vil jeg hævde, at menneskerettighederne bygger på den metafysiske forudsætning, at alle mennesker er lige og lige værdige. Det er ikke noget, vi kan se, når vi ser os om i verden, og det er ikke noget, vi kan bevise. Det er noget, vi må tro på – og det er vigtigt at tro på (vil jeg også sige). At understrege livets betydningsfuldhed og understrege vores forpligtelser over for hinanden som medmennesker lægger altså – kan man hævde – ”en religiøs tydning nær” (som teologi og filosof K.E. Løgstrup ville sige det).

Men samtidig med, at religion er helt almindeligt, og at et religiøst eller kvasi-religiøst sprog er helt almindeligt at benytte sig af, så kan religion også være farligt. Det er helt ukontroversielt at sige, vil jeg gerne understrege. Jeg siger ikke dermed, at bestemte religioner er farlige, men blot at religion – fuldstændig ligesom politisk ideologi – selvfølgelig kan være farligt. For religion kan være en stærk kraft, en stærk samlende kræft, en stærkt dominerende kraft og en stærkt handlingsappellerende kraft. Det er jo netop derfor, at totalitære samfund ofte lægger begrænsninger på religionsfriheden, for religion kan få mennesker til at protestere mod undertrykkende overmagter. Men religion kan altså også bruges til at dominere og undertrykke mennesker med.

Derfor kan mennesker ind imellem føle en stærk vrede eller frustration, som de vender mod religiøse symboler – herunder mod skrifter – og de kan føle et behov for at blive hørt på en måde, der medfører, at de udtrykker sig meget eksplicit, fx gennem destruktion.

Og derfor er det både vigtigt, at vi som samfund understøtter religionsfrihed og religionskritik. Og helt ligesom man gerne i Danmark må stille sig op på torvet og rive regeringsgrundlaget eller grundloven i stykker, så er det også afgørende, at man må gøre det samme med fx koranen eller Bibelen.

Er skriftet lig med sine tilhængere?

I lovforslaget står der, at ødelæggelsen af religiøse skrifter af nogle vil kunne opfattes som en hån rettet mod religionens tilhængere. Altså at det ikke er ’idésættet’ i skriftet, men mennesker, der udsættes for hån, hvis man fx demonstrativt ødelægger et religiøst skrift. Og det er forståeligt, at man kan opleve det sådan. Ikke desto mindre er vi nødt til at holde fast i en vigtig distinktion mellem mennesker og skrifter, netop fordi – som nævnt ovenfor – at vi ikke i et frit og åbent samfund kan have særlige skrifter, som er defineret som uantastelige. Langt de fleste mennesker har noget, de opfatter som helligt, men også det hellige må kunne tåle kritik.