Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed
Høringssvar om lovforslag til ændring af straffeloven
Høringssvar om lovforslag til ændring af straffeloven (Opfølgning på revisionsbestemmelsen vedr. kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring, straffelovens § 136, stk. 3).
4. januar 2022
Til Justitsministeriet
Att: Strafferetskontoret
Sagsbehandler: Henrik Overgaard Morsing
Sagsnr.: 2021-731-0080
Høringssvar til: Forslag til Lov om ændring af lov om ændring af straffeloven (Opfølgning på revisionsbestemmelse vedrørende kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring).
Fra foreningen Åndsfrihed
Foreningen Åndsfrihed arbejder for at forsvare og fremme åndsfriheden. Afgørende for graden af åndsfrihed i et samfund er grundlæggende frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed og at der for alle er den samme adgang til disse frihedsrettigheder.
Lov nr. 1723 af 27. december 2016 om ændring af straffeloven kriminaliserer udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring, nemlig ”drab, voldtægt, voldshandlinger, incest, pædofili, frihedsberøvelse, tvang og flerkoneri”. Der er efter vor mening i foreningen Åndsfrihed al mulig grund til at forebygge sådanne handlinger, men måden det forsøges gjort på i denne lov er dybt problematisk.
For det første er det et problem, at loven indebærer en markant indskrænkning i borgernes ytringsfrihed. Der er her ikke tale om at forbyde opfordring til lovovertrædelser – som i en række tilfælde allerede er forbudt –men her handler det om billigelse. Det ville have været et langt mindre radikalt skridt at have indført et forbud mod direkte opfordring til lovbrud, men her går man langt videre og forbyder enhver billigelse af de nævnte handlinger. Det bør være en selvfølge i et frit demokrati, at ytringer om, hvordan (og uansethvordan) man gerne ser samfundet indrettet, selvfølgelig ikke skal kriminaliseres.
For det andet er det et problem, at denne indskrænkning i ytringsfriheden ikke gælder alle borgere, men kun borgere, der fremsætter disse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring. Her er der altså tale om en markant forskelsbehandling til ugunst for religiøse forkyndere og undervisere! Begrundelsen for denne åbenlyse forskelsbehandling er at ”personer, der foretager religiøs oplæring, har en særlig position i forhold til at påvirke deres menighed mv.” Indirekte siges der hermed, at religion er et farligt fænomen, farligere end andre livsanskuelser og ideologier, og at samfundet derfor på en særlig måde må beskyttes mod farerne fra religion. Denne lov er desværre endnu et eksempel på den særliggørelse af religion, som i de senere år har fundet sted, men som dybest set er en diskrimination af religiøse aktører.
For det tredje er det et problem, at loven ikke kun gælder ytringer fremsat offentligt, men også ytringer fremsat i en privat sjælesørgerisk sammenhæng. Dermed truer loven privatlivets fred og kan i yderste konsekvens lægge op til en stikkervirksomhed.
For det fjerde så er loven så upræcis og uklar, at først tiden – den præcedens der måtte udvikle sig, og indtil videre er der kun faldet én dom – vil vise, hvad der er lovligt og ulovlig, og hvem der kan rammes af denne lov, og dermed risikere op til tre års fængsel.
Den første uklarhed handler om, hvad der egentlig er religiøs undervisning og forkyndelse. Der er ingen ende på, hvor mange forskellige og indbyrdes modstridende definitioner, der er på, hvad religion er, og loven og bemærkninger til loven indeholder ikke nogen veldefineret beskrivelse af fænomenet. Bare for at tage et eksempel, så er der i en grundtvigsk forståelse af kristendom ikke noget skarpt skel mellem kristendom (religion) og folkelighed (kultur). Og hvad med visse former for islamisme, som nogle vil beskrive ikke som en religion, men en politiske ideologi? Er det, der foregår i religiøse partier (det være sig kristelige, muslimske eller andre), underlagt lovens bestemmelser, når de helt bevidst blander religion og politik?
Den anden uklarhed handler om, hvornår der egentlig finder religiøs undervisning eller forkyndelse sted. Hvornår optræder en religiøs person som underviser/forkynder, og hvornår gør han/hun ikke? Bemærkningerne til loven kommer med nogle uklare tanker om, at et offentligt politisk eller folkeligt møde undervejs kan udvikle sig til et forkyndende/undervisende møde, og artikler og indlæg i nogle medier vil være at betragte som forkyndelse/undervisning og i andre ikke. Sådan går det, når man vil gradbøje ytringsfriheden. Hvem kan i den situation vide sig sikker?
Den tredje uklarhed handler om, hvem der falder ind under kategorien religiøse forkyndere og undervisere. Præster, rabbinere og imamer er der nok ingen tvivl om, da det ligger i deres ”jobbeskrivelse” at forkynde og undervise, men loven rammer – så vidt man kan læse ud af bemærkningerne – også alle andre personer med en religion, dvs. i princippet enhver lægmand m/k, der i en religiøs sammenhæng forkynder eller underviser. Og kan det virkelig være meningen? I en luthersk sammenhæng, hvor vi går ind for det almindelige præstedømme, har vi jo alle del i forkyndelsen, ikke nødvendigvis fra prædikestolen, men i det personlige vidnesbyrd, og kommer man der til at billige noget, som er omfattet af denne lov, ja, så risikerer man at blive straffet.
Den fjerde uklarhed handler netop om, hvad det vil sige at billige handlinger, som er omfattet af denne paragraf i straffeloven. Lovforslaget definerer billigelse på denne måde, at ytringen ”skal have en sådan karakter, at den er med til at legitimere den form for strafbar handling, som ytringen angår”. Men hvad betyder det i praksis? Man må godt i en religiøs forkyndelses- eller undervisningssituation oplæse en tekst fra fx Bibelen eller Koranen, ”hvori der gives udtryk for en opfordring eller støtte til strafbare handlinger … medmindre den pågældende tilslutter (billiger) det oplæste eller gengivne i en eller anden form”. Dertil kommer, at ”Kriminaliseringen er både bagud- og fremadrettet”, så det handler altså også om, at sådanne handlinger, der allerede er udført, ikke må billiges. Det vil sige, at en religiøs underviser skal passe morderligt meget på med, når han eller hun oplæser en helligtekst med et problematisk indhold, ikke at udtrykke sin billigelse af det, han eller hun har læst. Hvis vedkommende på forespørgsel svarer, at det oplæste er Guds ord og dermed sandhed, er det så en billigelse?
Problemet med uklare love er, at de underminerer borgernes retssikkerhed, og denne lov er fyldt med så mange uklarheder, at den blot af denne grund burde ophæves.
For det femte indebærer dette lovforslag – sammen med en række tidligere vedtagne love – et markant indgreb i religionernes indre forhold, nemlig bl.a. deres lære og forkyndelse. Der ville naturligvis ikke være tale om en begrænsning af religionsfriheden, hvis religiøse samfund blot var underlagt de samme begrænsninger i ytringsfriheden som alle andre, men her bruger lovgiverne en uklarhed i grundloven som påskud til – efter vores mening uretmæssigt – at blande sig i religionernes indre liv. Grundlovens par. 67 siger ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.” Lovgiverne er åbenbart parat til at bruge sætningen ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden” som en legitimation for de indskrænkninger i religionsfriheden, de måtte finde fornødent.
For det sjette er det et problem, at loven sandsynligvis ikke vil bidrage ret meget – om noget overhovedet – til at løse det i bemærkningerne angivne problem, nemlig at “der er set eksempler på, at der i Danmark findes religiøse forkyndere, som søger at undergrave danske love og værdier og understøtte parallelle retsopfattelser”. De religiøse forkyndere, som er ude på at undergrave danske værdier og understøtte parallelle retsopfattelser, og sådanne findes der helt sikkert, vil sandsynligvis blot gå endnu mere under jorden for der at foretage deres undergravende virksomhed, og dermed vil vi ikke få mulighed for at imødegå deres holdninger i en åben debat. Loven vil på den anden side let medvirke til at mistænkeliggøre religion og trossamfund med de uheldige virkninger, det kan have.
Endelig til syvende og sidst, så er det naturligvis et demokratisk problem, at man da loven først blev fremsat i 2016 sendte et så vidtgående lovforslag i høring i sommerferien, og nu sender forslaget om lovens fortsættelse i perioden omkring jul, hvilket ikke er fremmende for den nødvendige demokratiske debat.
På baggrund af ovenstående foreslår Foreningen Åndsfrihed, at paragraffen om ”Kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring” slettes af straffeloven.
På vegne af Foreningen Åndsfrihed
Venlig hilsen
Ingrid Ank, formand
www.aandsfrihed.dk