Nå, så det er trangen til selvcensur

Kravet om et forbud mod omskæring er udtryk for et forbudshysteri – en tendens til at ville forbyde alt det, vi ikke bryder os om

Tekst: Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed

Jeg er uddannet teolog og har engang imellem fornøjelsen af at være vikarpræst i Vartov Kirke i København. På den baggrund er det næppe overraskende, at jeg ’går ind for barnedåb’. Den kristne barnedåb er for mig et både smukt, uudgrundeligt og raffineret ritual, der har det fine ved sig, at det bare er vand for den, der ikke tillægger det betydning, og samtidig ikke skal gøres om for den, der finder ud af, at det så alligevel måske betyder noget.

Jeg kan godt forstå menneskers behov for tydelige identitetsmarkører (religiøse såvel som verdslige) og også behovet for at indføre nyfødte børn i en kulturel eller religiøs sammenhæng. Men teologisk set mener jeg ikke, man behøver at bære sit gudsforhold som et synligt tegn på kroppen: Guds hus er ikke et klubhus, og du kommer ikke mere eller mindre ’med i klubben’ ved at markere eller skilte med dit tilhørsforhold.

Derfor går jeg selvfølgelig ikke ind for omskæring (men jeg går heller ikke – lad det være sagt med det samme – ind for et forbud mod omskæring). Det burde være ret ukontroversielt for en præst at sige – det modsatte havde vel næsten været mere påfaldende. Når jeg alligevel kan mærke en ’indre modstand’ mod at bevæge mig ud i en diskussion af omskæring, også selvom den bliver på et rent teologisk plan, så er det fordi, debatten om omskæring er og har været meget følsom og voldsom, i mine øjne uproportionelt voldsom.

Her i november førstebehandler Folketinget borgerforslaget om at forbyde omskæring af mindreårige drenge, hvilket er grunden til, at jeg alligevel tager det op. Ca. 125.000 danske mænd er rituelt omskåret (og ca. en tredjedel af verdens mandlige befolkning er omskåret af forskellige grunde) og ud af disse 125.000 må man gå ud fra, at der er en vis procentdel, som tillægger det stor betydning, en anden procentdel, som ikke tillægger det nogen særlig betydning og så en tredje procentdel, som gerne ville have været foruden, en del af denne sidste gruppe er åbenlyst vrede over eller kede af, at det er sket mod deres vilje.

Den store majoritet af danskere står helt udenfor (herunder mig selv). Vi ved faktisk ikke rigtigt, hvad det vil sige at tillægge omskæringen betydning. Og vi ved heller ikke, hvad det vil sige at være omskåret og ønske det ugjort. Vi kan kun forholde os til det gennem empati og fantasi – dvs. gennem vores evne til at sætte os i andres sted.

Det undrer mig, at så mange danskere finder det let at forholde sig til. Ifølge undersøgelser går et flertal af danskere nemlig ind for et forbud, til trods for at Sundhedsstyrelsen ikke har fundet anledning til at anbefale det. Åbenbart har et flertal af danskere lettere ved at sætte sig i de menneskers sted, som er vrede over den beslutning om et tilhørsforhold, deres forældre har truffet på deres vegne, end de har ved at sætte sig ind i, at det kan have betydning for nogen at indføre deres nyfødte børn i en bestemt kulturel og religiøs sammenhæng. Jeg forstår ikke, at valget af, hvem man skal sympatisere med, kan være så enkelt.

Og allermest forstår jeg ikke forbudskravet. Så længe de sundhedsfaglige vurderinger ikke peger i retningen af at anbefale et forbud, vil det så ikke være langt mere hensigtsmæssigt for alle at holde forbudskravet ude og dermed kunne diskutere det åbent, herunder evt. forsøge at påvirke hinanden til at ændre praksis.

For mig at se er det udtryk for et forbudshysteri: En tendens til at ville forbyde alt, hvad man ikke bryder sig om. Et forbudshysteri, der i dette tilfælde samtidig risikerer at marginalisere og kriminalisere en del af den danske befolkning. Jeg vil ikke på nogen måde så meget som kunne mistænkes for at hyle med i det kor.