Forretningsorden for generalforsamlingen i Foreningen Åndsfrihed
1. Grundlag
Grundlaget for forretningsordenen er foreningens vedtægter § 4, der beskriver de formelle krav til afholdelse af generalforsamling.
Forretningsordenen kan til enhver tid ændres af generalforsamlingen.
2. Registrering af stemmeberettigede
Der skal ved generalforsamlingens begyndelse være udarbejdet en liste over medlemmer med angivelse af, hvem der er tildelt stemmeret. De stemmeberettigede modtager stemmesedler m.m. inden generalforsamlingens begyndelse.
Der udpeges 2 personer til optælling af stemmer.
3. Opstilling af bestyrelseskandidater, herunder kandidater til formand
Bestyrelseskandidater kan opstilles ved angivelse til foreningens formand senest 4 uger før generalforsamlingen.
Bestyrelseskandidater oplistes i alfabetisk orden på den udsendte dagsorden, herunder angives bestyrelsesmedlemmer, der er på valg og om genvalg er mulig.
Der kan ligeledes opstilles bestyrelseskandidater på generalforsamlingen.
Suppleanter opstilles og vælges på generalforsamlingen, der fastlægger suppleanternes rækkefølge.
4. Valg af formand og bestyrelse
Der foretages først valg til formand.
Der indkaldes forslag. Såfremt der kun er bragt 1 kandidat i forslag, kan den skriftlige afstemning bortfalde, og den pågældende er – såfremt vedkommende erklærer sig villig til at modtage valget – valgt.
Såfremt 2 eller flere kandidater bringes i forslag, og de pågældende erklærer sig villige til at modtage valget, foretages der skriftlig afstemning om de foreslåede kandidater samtidigt. Den kandidat, der opnår flest stemmer, er valgt. Ved stemmelighed foretages lodtrækning.
Derefter foretages valg til bestyrelsen efter de samme regler.
5. Behandling af indkomne forslag, hvis der er flere forslag om samme emne
1. Afstemning sker om det mest vidtgående forslag (afgøres af dirigenten).
2. Afstemning sker om det mindre vidtgående forslag og så fremdeles.
Hvis et forslag ikke kan samle flertal, er det bortfaldet.
Vedtaget på generalforsamlingen 18.03.2019. Ændret på generalforsamlingen 18.03.2024.
Dirigent
Grethe Kirk Thornberg
Formand
Ingrid Ank
Foreningen Åndsfrihed
Forretningsorden for ledelsen i Foreningen Åndsfrihed
1. Ledelsens møder
1.1. Ledelsen afholder møder efter behov og tilrettelægger selv møderne.
1.2. Møder kan afholdes såvel fysiske som elektroniske.
1.3. Rejseomkostninger refunderes i henhold til retningslinjer vedtaget af bestyrelsen.
1.4. Bestyrelsens medlemmer samt valgte suppleanter indkaldes til og har ret til at deltage i bestyrelsens møder
2. Indkaldelse og dagsorden
2.1. Dato/tid for ledelsens ordinære møder aftales for en overskuelig periode ad gangen. Denne aftale betragtes som mødeindkaldelse.
2.2. Dagsorden, der udarbejdes af Foreningens formand, udsendes til medlemmerne senest 5 dage inden mødet. Dagsordenen skal indeholde alle væsentlige emner, der skal behandles på mødet og skal være behørigt dokumenteret. I særlige tilfælde kan dagsordenen suppleres med punkter på mødet, ved enstemmig beslutning ved mødets begyndelse.
2.3. Sager, som ønskes optaget på dagsorden, sendes skriftligt senest 10 dage før mødet til formanden.
2.4. Ekstraordinære møder, kan indkaldes med kortere varsel, hvis særlige forhold gør sig gældende.
3. Referat
3.1. Fra alle møder udarbejdes et internt, skriftligt referat indeholdende beslutninger samt stikord om de væsentligste forhold i beslutningsgrundlaget.
3.2. Hvis en mødedeltager er uenig i den trufne beslutning, kan vedkommende i korthed få tilført referatet sit synspunkt.
3.3. Referatudkast rundsendes pr. e-mail til godkendelse inden for en uge efter mødet. Eventuelle bemærkninger fremsendes til sekretæren senest 5 dage efter udsendelse af udkastet. Herefter udsendes referatet (final)
3.4. Medlemmerne af foreningen orienteres i nyhedsbrev om bestyrelsens arbejde.
4. Mødeforløb
4.1. Foruden den valgte bestyrelse og suppleanter kan andre indbydes til at deltage.
4.2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af de valgte medlemmer inkl. formanden eller næstformanden er til stede.
4.3. Ved beslutninger i bestyrelsen tilstræbes enighed. Hvis enighed ikke opnås træffes afgørelse ved afstemning (alm. stemmeflertal – kun valgte medlemmer har stemmeret). I tilfælde af stemmelighed er formandens (i dennes fravær – næstformandens) stemme afgørende.
4.4. Hastebeslutninger kan træffes via e-mailkorrespondance. Ethvert ledelsesmedlem kan dog kræve beslutningen udsat til først følgende møde.
4.5. Bestyrelsen fordeler opgaverne imellem sig.
4.6. Uanset ovenstående bestemmelser om mødedeltagelse kan ingen deltage i en sagsbehandling, hvis vedkommende er inhabil. Inhabil er den, som på egne eller en nærtstående persons vegne har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller som repræsenterer nogen, der kan have en sådan interesse. Det påhviler den enkelte mødedeltager selv at gøre opmærksom på omstændigheder, der kan rejse tvivl om habilitet. I tvivlstilfælde træffer de øvrige medlemmer beslutning om forholdet.
5. Konstituering
Senest 6 uger efter generalforsamlingen afholdes bestyrelsesmøde med konstituering.
Dagsorden skal mindst indeholde:
1) Valg af næstformand
2) Valg af sekretær
3) Valg af kasserer
4) Bestyrelsens mødeplan for den kommende periode
5) Gennemgang af bestyrelsens arbejdsprogram for det kommende år
6) Eventuelt.
6. Pressekontakt
Kun formanden og/eller næstformanden kan udtale sig til pressen på foreningens vegne eller bemyndige andre dertil.
7. Ændringer og tilføjelser
Denne forretningsorden kan til enhver tid ændres af bestyrelsen.
Vedtaget på bestyrelsesmøde 24.06.2024.