Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed
Høringssvar til: Udkast til Forslag til Lov om epidemier m.v.
2020-11-13
Til Sundheds- og Ældreministeriet
Høringssvar til: Udkast til Forslag til Lov om epidemier m.v. (epidemiloven)
Foreningen Åndsfrihed
Foreningen Åndsfrihed arbejder for at forsvare og fremme åndsfriheden. Afgørende for graden af åndsfrihed i et samfund er grundlæggende frihedsrettigheder som forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed. Afgørende for åndsfriheden er også, at samfundet anerkender individets grundlæggende behov for et meningsfuldt liv sammen med og i forhold til andre mennesker – herunder behovet for at forstå sig selv som andet og mere end en krop, der skal holdes sygdomsfri.
Vi anerkender i allerhøjeste grad den alvor, der knytter sig til en epidemi, og vi har stor forståelse for, at lovforslaget er et forsøg på at tage højde for en situation, som er umulig at forudsige. Alligevel ser vi i forhold til lovforslaget om en ny epidemilov med bekymring på følgende områder:
- Definitionsmagten i forhold til den nye kategori – samfundskritisk sygdom – er placeret udelukkende hos Sundheds- og Ældreministeren. Eftersom kategoriseringen af en sygdom som ’samfundskritisk’ ifølge lovforslaget kan have vidtrækkende konsekvenser for fx forsamlingsfriheden, vil vi mene, at dette bør være en folketingsbeslutning.
- Forsamlingsforbud: Vi finder det betænkelige, at det er muligt for justitsministeren alene – sådan som der lægges op til i lovforslaget – at begrænse forsamlingsfriheden i så omfattende grad, som der lægges op til. Vi er klar over, at en alvorlig krise kan gøre det nødvendigt at handle hurtigt, men vi henstiller alligevel til, at vidtgående indgreb i forsamlingsfriheden kræver en folketingsbeslutning.
- muligheden for at indføre forsamlingsforbud er det – så vidt vi forstår lovforslaget – stadig undtaget politiske demonstrationer og lignende. Dette vil vi gerne understrege som en vigtig undtagelse. Det er til enhver tid – og også i tilfælde af en epidemi og med så indgribende tiltag, som epidemiloven muliggør – afgørende, at der er mulighed for at gå sammen om at rejse kritik.
- Transparens: Vi anerkender som nævnt, at en alvorlig krise kan gøre det nødvendigt at handle hurtigt, men vi opfordrer alligevel til, at der lægges stor vægt på transparens således, at det i videst mulig grad bliver muligt for offentligheden at få indblik i det grundlag, som beslutningerne træffes ud fra.
- Tvangsvaccination: Vel vidende, at tvangsvaccination også var en del af den tidligere epidemilov, påpeger vi dog samtidig, at det er et vidtgående indgreb at sprøjte et stof ind i kroppen på et menneske – mod dets vilje – og at det sjældent er et problem, at nogle få personer ikke lader sig vaccinere, da der alligevel kan opstå flokimmunitet. Såfremt definitionsmagten i forhold til kategoriseringen af en sygdom som ’samfundskritisk’ udelukkende ligger hos Sundheds- og Ældreministeren (jf. punkt 1), er det desto mere alvorligt, at dette giver mulighed for at gennemføre tvangsvaccinationer.
- Tvangsindlæggelse, tvangsbehandling og tvangsisolation: Vi konstaterer, at personkredsen, der kan tvinges til undersøgelse, indlæggelse, behandling og isolation er en anelse mindre skarpt afgrænset i lovforslaget end i den gamle epidemilov, hvor det drejede sig om: ”enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som må antages at være smittet med en sådan”, mens det nu er ”enhver, der lider af en alment farlig eller samfundskritisk sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan”. Vi opfordrer til at overveje, om disse alvorlige indgreb i et menneskes personlige frihed ikke bør ske på baggrund af mere end en ’formodning’.
- Adgang til at møde familie eller venner, når man er indlagt på et plejehjem eller anden offentlig institution: Vi påpeger alvoren i, at mennesker mod deres vilje tvinges til ensomhed i forbindelse med sygdom eller alderdom og at pårørende afskæres fra kontakt, og herunder også alvoren i at mennesker kan tvinges til at dø alene. Vi anerkender, at en alvorlig krise kan gøre vidtgående tiltag nødvendige, men opfordrer samtidig til at overveje, om ikke man kan forestille sig potentielle ’løsninger’, hvor pårørende og syge eller døende bevarer en personlig frihed i forhold til, om de vil løbe risikoen for at blive smittet ved at bevare kontakten med hinanden. Samtidig med at der tages hensyn til de øvrige patienter eller beboere på institutionen.
Venlig hilsen
Ole Wolf, næstformand
Ingrid Ank, formand
Foreningen Åndsfrihed