Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed
Der er forskel på, hvad skolelæreren og præsten må ytre. Det er problematisk
I et frit demokrati skal det ikke være kriminelt at udtrykke en holdning. Og det er dybt problematisk, at der eksisterer en lov, der netop kriminaliserer holdningstilkendegivelser. At loven kun gælder i forbindelse med religiøs oplæring og ikke i alle mulige andre sammenhænge, gør den ikke mindre problematisk. Tværtimod.
Af Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed
Bragt i Berlingske Tidende 31. december 2021
En lærer må gerne benytte undervisningen til at sige til sine elever, at hun er tilhænger af håndsafhugning som straf for tyveri, en præst må ikke sige det samme til sine konfirmander. Sådan er gældende lov i Danmark efter, at vi i 2016 indførte den såkaldte ’imampakke’, som medførte fire lovændringer, hvoraf den ene omhandler ’udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring’. Med loven indførtes en forskel i graden af ytringsfrihed mellem religiøse forkyndere og alle andre. Skolelæreren må godt, præsten må ikke.
Denne lov bliver – selvfølgelig – ikke brugt ret meget. Der er faktisk kun fældet dom én gang, siden loven blev indført. Heldigvis er der ikke mange religiøse forkyndere, der går rundt og billiger de strafbare handlinger, der er nævnt i loven: stening af kvinder, håndsafhugning m.m. Og i øvrigt er det jo forbudt for alle direkte at opfordre til vold.
Religionsforskrækkelse på lovpapir
Men selvom loven sjældent bliver brugt, er det i principiel forstand en dybt problematisk lov. Det bør ikke være noget, vi bare trækker på skuldrene af, når der er forskel på graden af ytringsfrihed for forskellige personer.
Loven skriger langt væk af 1) islamforskrækkelse og 2) mistænksomhed over for religion i bred forstand. Se bare en formulering som denne:
”Bestemmelsen omfatter ytringer, der fremsættes som led i religiøs oplæring. Ved religiøs oplæring forstås, at oplæringen er religiøst begrundet og har et forkyndende element. Det betyder, at formålet med oplæringen er at gøre et bestemt budskab kendt og at vinde nye tilhængere (eller fastholde eksisterende). Det indebærer bl.a., at almindelig religionsundervisning, der ikke indeholder et sådant forkyndende element – og hvor formålet således ikke er at vinde nye tilhængere mv. – ikke er omfattet af bestemmelsen.”
Det er med andre ord forudsat som en præmis i loven, at ’forkyndelse’ (hvad det så end mere specifikt vil sige) er en særligt farlig situation udført af særligt farlige personer, mens alle de andre sammenhænge, hvor nogen vil påvirke os, ikke er. Og derfor må man i disse situationer gerne sige disse rædselsfulde ting. Det er altså – for at være helt præcis – ikke spørgsmålet om det er en præst eller en skolelærer, der afgør det, men om situationen er ’forkyndende’. Religiøs forkyndelse opfattes med denne lov som farligere end alle andre sammenhænge, hvor nogen udtrykker en holdning eller formidler et budskab.
Hvorfor må Kasper Hjulmand?
I loven fremhæves autoritetsforholdet som det, der gør begrænsningen nødvendig. Det handler ikke om en samtale mellem ligemænd, men om et autoritetsforhold, hvor præstens eller imamens billigelse af visse kriminelle handlinger forudsættes som særligt indflydelsesrig.
Personligt har jeg ikke som præst (hvad jeg indimellem har lejligheden til at være) haft fornemmelsen af, at mine ord blev taget meget mere alvorligt end andres. Men loven sigter næppe heller på humanistiske folkekirkepræste-typer som jeg selv, men bygger på en forestilling om forholdet mellem (visse) imamer og deres menighed, hvor der ganske givet i nogle sammenhænge er et andet autoritetsforhold. Men for de mange af os, der ikke har en religiøs forkynder som autoritet i vores liv, kan man vel berettiget spørge, om ikke autoritetsforholdet så findes andre steder. Hvorfor må politikere sige disse ting? Hvorfor må skolelærere? influencere? lilleput-trænere? Svend Brinkman? Kasper Hjulmand? Dronningen? Mor og far?
Loven skal afskaffes, ikke fastholdes
Det må de, fordi vi lever i et frit demokrati, hvor ytringer om, hvordan man gerne ser samfundet indrettet, selvfølgelig ikke skal kriminaliseres – medmindre ytringen har karakter af opfordring til at gøre noget ulovligt. Og det er allerede ulovligt. Både fodboldtræneren og politikeren må derfor gerne udtrykke holdninger, som ikke er mine.
Loven blev indført i 2016, men med en revisionsbestemmelse, således at loven skulle tages op til revision i folketingsåret 2021-22. Imidlertid er der nu fremkommet et lovforslag (med høringsfrist 5. januar) om, at revisionsbestemmelsen skal fjernes, så loven dermed ikke med faste mellemrum skal tages op til diskussion. Indtil nogen forhåbentlig gør det alligevel.
Jeg mener ikke, revisionsbestemmelsen skal fjernes. Jeg mener, loven skal fjernes. Den indfører meningsløse og uretfærdige forskelle i graden af ytringsfrihed, den bygger på religionsmistro og religionsforskrækkelse, og den er både pinlig og problematisk for vores ellers så ytringsfrihedsstolte samfund.
