Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Muhammedkrisen handlede ikke udelukkende om forholdet mellem islam og såkaldt vestlige værdier. Den er også et eksempel på en problematik, som viser sig inden for andre diskussioner om ytringsfrihed: Skal alt det, vi ikke kan lide at se eller læse, af den grund være forbudt? Muhammedkrisen er derfor ’godt materiale’ til at illustrere vigtigheden af, at der i et frit demokrati skal være vide juridiske rammer for ytringsfriheden – også for det, der går over vores personlige grænser

Tekst: Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed

Imens dette skrives, bliver et lidt usædvanligt beslutningsforslag diskuteret i folketingssalen. Det drejer sig nemlig om et helt specifikt undervisningsmateriale til grundskolen, et materiale der ikke findes endnu. Forslaget går på, at der skal udarbejdes et læringsforløb til emu.dk om Muhammedkrisen. Der tegner sig til at være flertal for forslaget (uden om Socialdemokratiet).

Undervisningsmaterialet vil ikke være et, man er forpligtet på at bruge som lærer. Forslaget går på, at der skal eksistere et fagligt velfunderet materiale, som omhandler den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden 2. verdenskrig og hvad der lå til grund for den, og som er tilgængeligt for alle skolelærere. Forslaget handler vel samtidig om at tilkendegive, at når du som lærer bruger dette materiale, så bør du kunne forvente støtte og opbakning dertil fra din ledelse.

Selvfølgelig er man ikke forpligtet, havde jeg nær skrevet, for lærere har metodefrihed, men helt så selvfølgeligt er det ikke i den forstand, at Dansk Folkeparti tidligere på året har stillet som forslag, at der skal være pligt til at undervise i Muhammedkrisen. Helt selvfølgeligt er det heller ikke i den forstand, at det også er med i lovforslaget, at Muhammedkrisen skal skrives ind i ’historiekanonen’, hvormed der jo signaleres en slags ’bør’. Og som nævnt er det i sig selv usædvanligt, at et specifikt, endnu-ikke-eksisterende undervisningsmateriale, er til drøftelse i folketingssalen. Det signalerer en vis vigtighed.

Jeg vil med artiklen her gerne tilslutte mig denne vigtighed (samtidig med at jeg til enhver tid tilslutter mig vigtigheden af lærernes metodefrihed): Det er vigtigt, at skolebørn i Danmark lærer om Muhammedkrisen. Og det er vigtigt, at de i den forbindelse ser de tegninger, der er sagens kerne.

Jeg er klar over, at der kan være elever eller deres forældre, som vil kunne finde dette stødende eller krænkende. Og jeg er også klar over, at dette har været fremført som argument for ikke at vise tegningerne blandt lærere og skoleledere og uddannelsesledere. Men selvom undervisningen i grundskolen bestemt ikke skal have til hensigt at støde eleverne, så er det i dette konkrete tilfælde et ringe argument. For der er lærere, der er bange. Og lige så forståeligt det er, at de er bange, lige så klart viser det sagens vigtighed. Det er dybt alvorligt i et såkaldt frit demokratisk samfund, hvis lærere frygter for deres liv eller sikkerhed pga. deres undervisning. Dette betyder, at undervisning om Muhammedkrisen ikke kan sidestilles med fx at vise pornografiske billeder for eleverne, sådan som nogle har fremført.

Ytringsfrihedens to cirkler

Imidlertid er der gode faglige grunde til ikke at forholde sig til Muhammedkrisen isoleret set, men derimod sætte den i forhold til andre aktuelle diskussioner. Dette vil nemlig medføre, at vi fik øje på, at krisen i Muhammedkrisen ikke kun handler om forholdet mellem islam og ’Vesten’, men er en problematik der også kendes fra andre diskussioner af ytringsfrihed.

”Vi vil ikke opgive tegningerne,” sagde den franske præsident Macron i et interview til Al-Jazeera (31. oktober 2020). Men som den franske islamforsker Olivier Roy har påpeget (dagbladet Information 4. november 2020), så er Muhammedtegningerne ikke i sig selv del af et særligt fransk værdisæt. Og heller ikke et dansk, kunne man tilføje. Det er derimod ytringsfriheden. Og Muhammedkrisen er et godt ’materiale’ til at lære skoleeleverne om et afgørende princip i et liberalt demokrati, hvad angår ytringsfrihed: Der skal være frihed til at opføre sig ’værre’, end man bør.

Det er afgørende i et frit, demokratisk samfund, at der er en begrundet forventning til os som voksne myndige mennesker om, at vi kan opføre os ordentligt. At vi taler nogenlunde respektfuldt til hinanden, at vi taler nogenlunde respektfuldt om hinanden – også når vi ikke forstår hinanden, eller ikke forstår, hvad andre mennesker finder vigtigt eller holder helligt. Det er en del af skolens opgave at lære eleverne at omgås hinanden respektfuldt.

Men det er et lige så vigtigt grundprincip, at man må mere end man bør. Det er vi bare desværre i gang med at miste forståelsen for, og her er diskussionen om Muhammedtegningerne kun ét eksempel blandt andre. Man kunne fx i sammenhængen også nævne diskussionerne om ’krænkende indhold’ i bredere forstand på de sociale medier, hvor der ofte lyder et krav om at det indhold, vi ikke kan lide, skal fjernes og blokeres. Ofte fremføres dette som et krav stilet til virksomhederne – Facebook, TikTok mv. – altså at disse skal ’sørge for’ at få det krænkende eller stødende indhold fjernet, hvilket vil sige uden om de formelle, juridiske grænser for ytringsfriheden. Eller man kunne nævne sexismedebatten, hvor der ofte er meget kort afstand fra afsløringen af nogle menneskers dårlige (i nogle tilfælde elendige) opførsel til kravet om, at det skal medføre en reel ’straf’ (fx i form af at miste sit job eller miste muligheden for avancement).

Disse spørgsmål og diskussioner er selvfølgelig overhovedet ikke enkle. Og i nogle tilfælde kan det være helt berettiget at kræve fx racistisk eller injurierende indhold fjernet – men dermed så også at gå rettens vej. Men den enkle løsning er omvendt så heller ikke, at det, nogen synes, man ikke ’bør’, også skal være forbudt. Dette er der – vil jeg hævde – en svindende forståelse for. Eller man kan sige, at der er en svindende forståelse for, at der er forskel på, hvad ’man bør’ og hvad ’man må’. Det er ikke en problematik, der alene angår spørgsmålet om forholdet mellem islam og såkaldt ’vestlige værdier’.

Undervisningen i det, jeg kalder ’ytringsfrihedens to cirkler’, er stærkt tiltrængt både i og uden for skolen. Der er den cirkel – den inderste – som er ’god opførsel’: Den findes der ikke en formel juridisk definition på, og vi må alle forsøge os frem i forhold til, hvordan vi behandler hinanden respektfuldt. Og så er der cirklen udenom, som angiver grænserne for, hvad du må. Det er helt afgørende, at der er forskel på de to cirkler – at rammerne altså er videre for, hvad du må end hvad du bør. For hvis vi forsøger at indrette samfundet efter, hvad et flertal på et givent tidspunkt synes er ’god opførsel’, så er vi i gang med at afskaffe friheden.

At nogle lærere er bange viser netop vigtigheden

Ytringsfrihedens principper handler ikke specifikt om retten til at håne det, mange muslimer holder helligt. Det er derimod helt afgørende, at undervisningen i og om ytringsfriheden giver eleverne en forståelse for ytringsfrihedens to cirkler. Og det er vigtigt, at undervisningen giver eleverne en forståelse for, hvorfor det er vigtigt, at de ikke er lige store: Du har friheden til at opføre dig respektløst – men du har heldigvis også friheden til at lade være. Det er en opgave for skolen (og forældrene) at lære børn og unge om begge dele.

Som dansker – eller franskmand – behøver man ikke forsvare indholdet af Muhammedtegningerne. For nogle befinder de sig tydeligvis uden for den inderste cirkel – cirklen for hvad man bør. Men man behøver forsvare deres ret til at blive trykt og vist og diskuteret, herunder som et oplæg til en drøftelse af forskellen på, hvad man (set med nogles øjne) bør og hvad man må. Det er helt afgørende, at danske skoleelever vokser op med en forståelse for frihedens to niveauer, og at de kan forholde sig til dem. Og at konkrete skolelærere har givet udtryk for, at de ikke vil vise tegningerne, med den begrundelse at de er bange, viser netop et tydeligt behov for at forsvare – og forklare – ytringsfrihedens to cirkler.

Når nu der sandsynligvis skal laves et undervisningsmateriale, så skal der derfor herfra lyde en opfordring til at ’tænke i cirkler’. For mange er de to cirkler en selvfølgelighed, men for mange andre er de også på vej til ikke at være det – ikke mindst måske blandt de yngre generationer.

På en måde er det ret enkelt. Og det kan anskueliggøres meget enkelt og pædagogisk, sådan som jeg i regi af Foreningen Åndsfrihed har fået en grafiker til at illustrere det (se billedet). Og på en måde er det i praksis også enormt kompliceret og potentielt konfliktfyldt. Og derfor vigtigt.

Grafik: Mads Lindhardt Faber

Artiklen er udgivet i Fagbladet Religionslæreren 1/2022