Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Gymnasier i Danmark er sekulære, men det er forkert at begynde at forbyde religiøse aktiviteter eller at bære hovedtørklæde. De unge skal forberedes på en offentlighed med åbenhed og åndsfrihed.

Af bestyrelsesmedlemmer Ingrid Ank, Michael Agerbo Mørch og Daniel Toft Jakobsen

Gymnasier i Danmark er sekulære – de har deres eget formål – men de skal ikke være sekularistiske som i Frankrig, hvor elever for eksempel kan forbydes at bære hovedtørklæde i skolen. Derfor er det forkert og ærgerligt, at en række aarhusianske gymnasier bandlyser religiøse aktiviteter, som man for nylig kunne læse i Kristeligt Dagblad.

I loven for gymnasier står der, at skolernes dagligliv må “bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, ligesom “elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder” skal styrkes. Og netop menneskerettighederne burde de pågældende gymnasier kigge nærmere på. Blandt andet beskytter de friheden til “alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter”. Man har således misforstået noget centralt om religionsfrihed, hvis man i sine ordensregler gør religion til et rent “privat anliggende”, som tilfældet er på flere gymnasier.

Ligesom politisk overbevisning, seksualitet, fodboldklubtilhørsforhold og andet er religion et personligt anliggende. Men i en fri og åben offentlighed må det være op til den enkelte, om det også skal være et privat anliggende eller noget, man gerne vil vise frem og fortælle andre om. At kunne udleve sin overbevisning – og ikke kun tænke den – er et væsentligt aspekt af åndsfriheden.

Der er intet forkert i at sætte rammer og grænser for aktiviteter på et gymnasium. For eksempel krav om lige adgang, frivillig deltagelse, åbenhed og gennemsigtighed. Det er en god demokratisk øvelse at lade ledelser, lærere og elever finde løsninger, hvis der er problemer med negativ social kontrol eller andet. Der er ikke brug for detaljeret national lovgivning.

Til gengæld er det vigtigt at besinde sig på åndsfrihed, ligeværd, demokrati, friheds- og menneskerettigheder, når ordensreglerne på et gymnasium formuleres. Det må som minimum betyde, at ånd og overbevisning ikke i sig selv anses som noget, eleverne skal beskyttes imod eller forhindres i at samles frivilligt om. Det gælder også politiske overbevisninger og ungdomspartiernes adgang til dialog med eleverne. Derudover må det betyde, at overbevisninger behandles lige. Reglerne må være de samme for kristne, muslimer og humanister såvel som for nationalkonservative, liberale og socialister. Og ikke mindst må reglerne være de samme for religiøse overbevisninger som for andre typer af overbevisninger.

Hvis vi vænner vores unge til, at ånd og overbevisning er noget, der helst skal holdes skjult i det private, hvordan kan vi så fastholde et samfund, hvor vi tør være til stede som hele mennesker? Integritet forudsætter frihed. Hvis vi lærer de unge, at det er o.k. at have en politisk eller religiøs overbevisning, så længe man bare holder den for sig selv, hvordan skal det så gå med den fælles offentlighed kendetegnet af samtale, skænderi, agitation og holdningspåvirkning på tværs af forskelligheder, som er afgørende i et demokrati?

Allerede i dag er der for mange ekkokamre, for meget åndsforskrækkelse, krænkelsesparathed og konfliktskyhed i store dele af vores fælles liv. Der er brug for samtale på tværs, flere forskelligheder fremme i lyset, mere kamp med ånd og overbevisning og mindre kamp med forbud og udelukkelse. De unge skal forberedes på en offentlighed med åbenhed og åndsfrihed, hvor mennesker gerne må ville hinanden noget, og ikke en steriliseret, indbildt neutral, åndsforladt offentlighed, hvor mennesker skal beskyttes imod at blive udsat for andres påvirkning.

Bragt på Kristeligt Dagblads hjemmeside 5. marts 2024.