Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Religion indgår i vores fælles offentlighed på lige fod med alt muligt andet, som mennesker bringer med sig – og som derfor også må kunne tåle samme grad af kritik, som alt muligt andet, skriver Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed

Af Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed

Hvad er sammenhængen mellem ’utilbørlighedsloven’ og den libanesiske præst Linda Macktabys mislykkede besøg på Læsø – umuliggjort af visumregler? Den er, at i begge tilfælde bliver ’religion’ opfattet som et særligt område, der skal gælde særlige love for. Og det strider mod det, jeg i det følgende vil kalde ’den danske religionsmodel’, hvor religion indgår i vores fælles offentlighed på lige fod med alt muligt andet, som mennesker bringer med sig – og som derfor også må kunne tåle samme grad af kritik som alt muligt andet.

Linda Macktaby skulle have medvirket ved en gudstjeneste på Læsø, og derfor skulle hun søge om arbejdstilladelse, selvom hun bare skulle være der nogle få dage. Det samme kræver vi imidlertid ikke af fx kunstnere eller sportsudøvere, men falder man i kategorien ’religiøst arbejde’ (og det gør man, hvis man fx bidrage til – fx sige en bøn – eller lede en gudstjeneste, uanset om man får løn for det eller ej), så skal man søge om arbejdstilladelse.

Mistænkeliggørelse af udenlandske religiøse

Kritik af dette fra paraplyorganisationen Danske Kirkers Råd er blevet afvist af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek med den begrundelse, at “regeringen har fokus på at bekæmpe religiøs ekstremisme og antidemokratiske religiøse forkyndere i det danske samfund” (som generalsekretær for Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen skriver i et debatindlæg i Altinget den 16. juni 2023: https://www.altinget.dk/etik/artikel/danske-kirkers-raad-afvisning-af-libanesisk-praest-er-et-brud-paa-den-danske-tillidskultur ).

Dette og lignende tilfælde har fået repræsentanter fra flere trossamfund til at reagere på det, de oplever som en mistænkeliggørelse af religion og religiøse. Det forstår jeg godt. En tilsvarende mistænkeliggørelse lyste også ud af det – nu heldigvis skrinlagte – forslag fra den forrige socialdemokratiske regering om, at alle prædikener i Danmark, der bliver holdt på et andet sprog end dansk, skulle oversættes og offentliggøres på dansk. Noget sådant ville man jo aldrig overveje at kræve af fx udenlandske talere eller gæsteforelæsere. Og også her lød der protester fra en lang række repræsentanter for forskellige trossamfund.

Men: Helt så tydeligt har protesterne ikke lydt i forhold til ’utilbørlighedsloven’.

Religion skal kunne blive udsat for kritik

En række af folkekirkens biskopper (med flere) har kritiseret den, men blandt de mange høringssvar og indlæg i debatten fra forskellige trossamfund møder man også en stor opbakning til loven – ikke kun i sin nuværende form, men også i det første lovforslag, som ramte meget bredt herunder bl.a. personer, der blot billigede andres ’utilbørlige behandling af religiøse genstande’.

Det er imidlertid – i min optik – en dårlig vej at bevæge sig ind på, når man på den ene side ønsker religion og religiøse forkyndere ’almindeliggjort’ på linje med andre talere, men samtidig ønsker særbeskyttelse af religiøse genstande eller skrifter.

Inden for det, jeg vil kalde ’den danske religionsmodel’, må religion gerne indgå i vores fælles offentlighed, men må samtidig også kunne tåle at blive udsat for kritik. I Frankrig, hvor religionsmodellen er en anden (den såkaldte laïcité eller sekularisme), kan man fx forlange, at skoleelever ikke bærer hijab eller kors, og religionsfrihed – der sådan set vægtes højt – forstås som friheden til at kunne dyrke sin tro i fred inden for afgrænsede rum.

Politikere og religiøse over samme kam

I Danmark har vi – bl.a. via arven fra fx N.F.S. Grundtvig og Hal Koch – derimod den model, at religion gerne må indgå i offentligheden: Ligesom man (selvfølgelig) må tage sine politiske overbevisninger, sit livssyn, sin smag, sit ståsted med sig ud i offentligheden på alle mulige andre måder, så må man (selvfølgelig) også tage sin religion med sig. Og at religiøse prædikanter i nogle tilfælde kan give udtryk for kritisable, usympatiske eller endda samfundsomvæltende holdninger, er ikke anderledes end at det kan politiske talere også. Og selvfølgelig må man – politisk såvel som religiøst – kritisere samfundet og give udtryk for mindretalssynspunkter.

Forståelsen for denne ’danske model’ er imidlertid på retur. Fra politikere, der vil indføre særlige begrænsninger for fx udenlandske prædikanter. Men også fra nogle af repræsentanterne for trossamfund i Danmark, som ønsker særbeskyttelse af ’det hellige’.

Det reformulerede forslag til en ’utilbørlighedslov’ er mindre frihedsindskrænkende end det forrige og derfor en forbedring. Men stadig er det udtryk for den misforståelse, at der skal gælde særlige regler for religion. Selvfølgelig ønsker langt de fleste af os, at religionskritik – såvel som politisk kritik – foregår på mere civiliserede måder end ved at ødelægge bøger. Men at være religiøs er ikke at være mere sær eller farlig end at være politiker.

Bragt i Altinget 16. november 2023