Nyheder, artikler og udgivelser fra Foreningen Åndsfrihed

Af Michael Agerbo Mørch, bestyrelsesmedlem i Foreningen Åndsfrihed 

Identitetspolitikkens vilde opblomstring har allerede kastet vigtige debatter af sig, ligesom der pågår et vigtigt arbejde med overhovedet at definere begrebet. Væsentlige bidrag fra fx Francis Fukuyama og Göran Dahl har peget på, at identitetspolitikken er plastisk og uden større besvær lader sig inkorporere i politiske projekter på begge fløje.

Men indtil nu har et væsentligt perspektiv manglet i debatten: åndsfrihedens! Både højre- og venstrefløjens varianter af identitetspolitikken – og deres mange mellemformer – er nemlig i klar konflikt med den klassiske åndsfrihed, som vi hylder i Danmark. Åndsfrihed er frihed for alt det, der har med ’ånd’ at gøre. Det betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, politiske, livssynsmæssige og ideologiske spørgsmål. Og ikke kun at have disse overbevisninger, men også at udtrykke den, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Alt det synes identitetspolitikken at presse.

Åndsfriheden bliver af nogle udlagt sådan, at den bliver en kamp for minoriteters rettigheder på bekostning af majoritetens rettigheder. Men diskussionen om identitetspolitikken viser, at det er nødvendigt med en præcisering. Identitetspolitikken er med sin kamp for minoriteter nemlig med til at knægte åndsfriheden. Deres forsøg på at lukke ned for bestemte politiske, religiøse eller ideologiske synspunkter er et katastrofalt angreb på en af de vigtigste ingredienser i et liberalt demokrati: den åndsfrie, offentlige samtale.

Åndsfrihed er noget andet end tolerance. Og den er et langt bedre alternativ end tolerance. Tolerancen kan forstås som det at tillade hinandens synspunkter med en gensidig aftale om at lade hinanden være i fred. Åndsfriheden derimod insisterer på, at vores synspunkter er så vigtige, at de gerne må krydse klinger. Mine synspunkter er vigtige for mig, derfor forsøger jeg at overbevise andre om dem. Og jeg forventer egentlig også, at andre forsøger at overbevise mig om deres særheder, uagtet at jeg er dybt uenig. Vi skal ikke ønske os et offentligt neutralt rum, for det er alligevel en illusion. I privaten kan man mene hvad som helst uden modstand, men træder man ind på offentlighedens arena, må man forvente modspil. Det skal vi både ønske og kræve af hinanden.

Intet i historien lærer os, at øget dialog øger enigheden. Men den offentlige samtale kan klargøre forskelle, udrydde misforståelser og præcisere argumenter, som filosoffen Nicholas Rescher så ofte påpegede det. Og det er meget værd!

I modsætning til identitetspolitikken, der vil isolere grupper i hermetiske enklaver, vil åndsfriheden stimulere en gensidig nysgerrighed mellem synspunkter. Grundlaget for det offentlige rum består nemlig i, at vi rent faktisk interesserer os for, hvad andre mener. I vores jagt på at forstå os selv, andre og verden bedre, udveksler vi synspunkter. Og den mest frugtbare udveksling sker på baggrund af nysgerrighed. Nysgerrighed er ikke et krav – de to ord kan ikke meningsfuldt fungere sammen – og meningsfuld diskussion kan sagtens foregå uden, men nysgerrighed er en dyd, der er værd at slås for, fordi den for mange mennesker er en animator for deltagelse i det offentlige rum.